Halvdelen af sæsonens grundspil er skrevet i historiebøgerne. Men hvem stråler – og hvem dumper, nu hvor timeglasset vendes?
BTs fodboldkommentator, Søren Hanghøj Kristensen, bedømmer:
AC HORSENS
De gør det godt i Horsens! Bo Henriksen er en gave til Superligaen, men han er mere end det. Han er også en dygtig træner. Det har han vist de seneste måneder, hvor hans hold har samlet godt med point sammen. Ja, faktisk så mange, at nedrykningen er langt væk, mens mesterskabsslutspillet er inden for rækkevidde. Og ikke bare Henriksen har imponeret. Det samme har mange af hans spillere. For AC Horsens er ikke noget dårligt superliga-hold. Holdet spiller mange tætte kampe, og giver store vanskeligheder til stort set alle hold. Flot start!
AC Horsens' karakter: 7
AGF
Der findes få mere martrede mennesker, end AGF-fans. Så al respekt til jer, der i ren selvpineri søger mod Ceres Park weekend efter weekend. Væsentlig mindre respekt finder vej til Glen Riddersholm og hans hold. Den tidligere mestertræner har nu haft to transfervinduer til at skabe den trup, han og resten af den sportslige ledelse ønsker. Men alligevel står den på status quo. AGF roder rundt lige nord for bunden og har blot vundet én superliga-kamp siden juli. Spillet er usammenhængende, og det samme er resultaterne. Det er på grænsen til dumpekarakter.
AGFs karakter: 02
BRØNDBY IF
Sikke en start! Jeg hører til dem, der ikke havde set Brøndby åbne sæsonen på den måde, de gjorde. En ny træner, et nyt koncept, flere nye spillere og et farvel til Daniel Agger og flere andre rutinerede kræfter pegede ikke i retning af en stensikker succes. Men i dag er det blot at lette på hatten for det arbejde, Alexander Zorniger, spillerne og i øvrigt også sportsdirektør Troels Bech har gjort på Vestegnen. For en måned siden havde det resulteret i et stensikkert 12-tal. Nederlagene til Viborg og Lyngby trækker dog ned. Derfor ender de blå-gule på et flot 10-tal.
Brøndbys karakter: 10
ESBJERG fB
Isen er ved at briste under den vestjyske fodboldstolthed. For lige nu er der absolut intet at være stolt over. Spillet er forfærdeligt – og resultaterne endnu ringere. Colin Todd sidder magtesløs tilbage med en synkende skude, hvor vandet er lukket gradvist ind i løbet af de seneste par år. Nu leder han febrilsk efter en pumpe. Finder han den ikke hurtigt, rykker Esbjerg ud af Superligaen. Og det vil være både synd og skam. Men lad os se det i øjnene. Lige nu er vestjyderne ikke bedre. De dumper på alle måder!
Esbjergs karakter: - 3
FC KØBENHAVN
Overbevisende. Det er det første ord på lystavlen, når jeg tænker på den første halvdel af FC Københavns grundspil. Det forsvarende mesterhold har endnu ikke tabt, og man har skabt et komfortabelt forspring til konkurrenterne, mens man på samme tid har spillet sig ind i og imponeret i Champions League. Spillet i Superligaen sprudler måske ikke, som det gjorde i sæsonens første runder, og det har været muligt at få uafgjort mod Ståle Solbakkens hold. Men alt i alt er det… Ja, overbevisende. Og endda lidt mere til.
FCKs karakter: 12
FC MIDTJYLLAND
Er jeg for hård ved midtjyderne her? Muligvis. Men Jess Thorups hold er langt fra FC København på førstepladsen og slås i stedet på noget nær lige fod med Randers, Brøndby, Lyngby og Sønderjyske. På den ene side kan man derfor sige, de ikke lever op til de høje ambitioner. Men på den anden side er midtjyderne kun en lidt dårligere målscore fra andenpladsen. Midtjyderne vil selv hævde sig tilfredse, er mit bud. Men de bør stile en smule højere. For der har været et udfald for meget indtil nu dette efterår.
FCMs karakter: 7
FC NORDSJÆLLAND
Hvor har vi egentlig FC Nordsjælland? Det er ikke nemt at blive klog på. Som et åbenlyst eksempel åbnede Kasper Hjulmands tropper sæsonen med en forrygende udesejr på 4-0. Ugen efter tabte holdet med samme cifre hjemme i Farum. FCN havde en svær start på sæsonen, men på det seneste er det som om, der er ved at komme mere form på tingene. Hjulmand nærmer sig en idealopstilling efter et par rodede måneder med et OL og uro i kulisserne omkring et par af spillerne. Det har gjort underværker, og imens springer spillere som Marcus Ingvartsen og Godsway Donyoh i øjnene. Det er ikke rigtig godt i Farum – men det er heller ikke rigtig skidt.
FCNs karakter: 4
LYNGBY BK
Hvem havde regnet med, at Lyngby skulle have kurs mod mesterskabsslutspillet? Ikke mig. Hvem havde set Lyngby stå tilbage som holdet med 1-0-sejrene? Her bliver min arm også nede. Indrømmet, jeg er blevet meget overrasket over det Lyngby-hold, vi har set i sæsonens første tre måneder. Det er et hold med en god og klog defensiv, et hurtigt og innovativt omstillingsspil – og et af Superligaens største trænertalenter til at orkestrere det hele fra sidelinjen. Lyngby fortjener al mulig ros for den sæsonstart, man har præsteret. Og en tilsvarende karakter!
Lyngbys karakter: 10
OB
Kent Nielsen føler sig presset. Og med god grund! Flere havde udråbt fynboerne til et af de hold, vi skulle holde øje med i år. Jeg var selv mere skeptisk. OB fik ikke erstattet Rasmus Falk efter fortjeneste, og de mangler kreative spillere. Samtidig er kvaliteten flere steder på banen ikke til en plads i toppen. Men er den til en plads i bunden? Lige nu er det, hvad tabellen siger. De stribede er næstsidst med syv nederlag i de seneste otte kampe, og det ser skidt ud i Odense. Rigtig skidt! Glasklar dumpekarakter efter en forfærdelig sæsonstart.
OBs karakter: 00
RANDERS FC
Hånden på hjertet. Jeg havde spået Randers en vanskelig sæson. Uroen fra sidste sæson så ud til at fortsætte i det små med Mandla Masango som fanebærer, og samtidig var jeg ikke overbevist om ansættelsen af Olafur Kristjansson. Men Randers har modbevist mine bange anelser. Og det er imponerende. Holdet har et væld af dygtige superliga-spillere og et niveau, der gør, at de næsten altid er med i en kamp. De kan blive en farlig medaljeoutsider.
Randers' karakter: 10
SILKEBORG IF
Silkeborg begyndte sæsonen på frygtelig vis. De store nederlag væltede ind på kontoen, som var det dankort-posteringer fra en ferietur. Efter sæsonens første landskampspause kom Silkeborg tilbage som et ændret hold – og så begyndte også pointene at komme. For halvanden måned siden var Peter Sørensens oprykkere dumpet med et brag med stemplet ’uegnet til Superligaen’. I dag er det anderledes. Robert Skov er en spiller, der vil pynte på de fleste superliga-hold, og flere af hans holdkammerater gør det også godt. Det skal gøre ondt, før det gør godt, siger man. Sådan har det også været i Silkeborg.
Silkeborgs karakter: 4
SØNDERJYSKE
Var karakteren givet for de seneste fem kampe, var sønderjyderne helt oppe at skubbe til taget. Men desværre åbnede sidste sæsons sensationelle sølvmedaljevindere superliga-sæsonen skidt. Og så sparer vi lidt på s’erne! Vi havde alle ondt af Jakob Michelsens hold, da de på ondskabsfuld vis røg ud af Europa League-kvalifikationen i sidste øjeblik – men flirten med Europa kostede dyrt herhjemme. Sønderjyske tabte og tabte i begyndelsen af sæsonen. Men nu bare vinder de. Det resulterer i en høj middelkarakter.
Sønderjyskes karakter: 7
VIBORG FF
Hvorfor fortjener Viborg en bedre karakter end AGF, når de har færre point end aarhusianerne? Godt spørgsmål. Grunden er, at jeg – trods bare 12 point på kontoen – oplever Viborg som et hold med mere bund og mere system end næsten-naboerne mod syd-øst. Viborg har bestemt ikke imponeret på samme måde som i sidste sæson, men en sejr på Brøndby Stadion og et point mod FCK trækker op til en godkendt karakter. Det kan dog blive meget bedre hos Johnny Mølby og co.
Viborgs karakter: 4
AaB
Kradser krisen i Aalborg? Med fem nederlag i de seneste seks kampe er der i dén grad noget, der tyder på det. Nordjyderne har skuffet eklatant, siden vi bladrede Mayland-kalenderen fra august til september, og sommer blev til efterår. Når modstanderen ikke hedder Silkeborg, har nordjyderne svært ved at score, ligesom flere af de mange nye navne i Lars Søndergaards startformation fortsat har til gode at vise den kvalitet, de efter sigende har. Heldigvis var AaBs sæsonstart god, så en plads i mesterskabsslutspillet er endnu ikke udelukket. Men AaB skal tage sig sammen. Ellers fejler de målsætningen. Og det kan blive dyrt!
AaBs karakter: 4
