BTs fodboldekspert Peter Sørensen var specielt skuffet over ét hold i Superliga-premieren. Og det var Brøndby. Her kigger han frem mod kampen mod OB, hvor begge hold kan have noget at se frem til.

Første rundes største skuffelse var uomtvisteligt Brøndby.

Ikke så meget fordi de tabte i AGF, det kan jo ske. Nej det overraskende var, at de spillede så usammenhængende og idéforladt.

Man skulle tro, det var et helt nyt hold under opbygning, der netop som AGF skulle til at finde hinanden i ukendte og kryptiske løbemønstre, men det forholder sig jo lige omvendt.

Kontinuitet betones af Brøndbyledelsen som deres vej til succes, og det bar startopstillingen da også præg af. Thomas Frank havde privilegiet at kunne vælge fra alle sine hylder og havde derfor meget naturligt valgt at stille op i formodet stærkeste opstilling, der netop var defineret ved at bestå af spillere, der var fortrolige både med hinanden og spillestilen.

Det var der ingen, der kunne se, og det er altid nedslående, når man som træner føler sig i sikker forvisning om, at visse mønstre og aftaler er på plads.

Stort set intet kan have været tilfredsstillende for trænerteamet.Opbygningsspillet var langsomt, uopfindsomt og modløst. Presspillet, som man ellers hører har høj prioritet, sad langt fra, som det skulle, men ikke desto mindre baserede afslutningsspillet sig næsten udelukkende på AGF-forsvarets relativt mange fejl, og kun sjældent var chancerne et produkt af gennemspillede angreb.

Selv forsvarsspillet, som ellers var velfungerende i foråret, sejlede populært sagt. Begge mål burde have været afværget. Organisationen virkede uafstemt, og individuelt var selv de bedste i problemer. Ved det første mål så Daniel Agger, der igen virkede småskadet, ikke godt ud, og ved det andet var Johan Larsen fejlpositioneret. Og det var ikke kun i denne situation, at det var tilfældet.

Magnus Eriksson kom på banen kort inden pausen, men man sad efter kampen med fornemmelsen af, at Thomas Frank havde set rigtigt ved at starte med ham på bænken som en konsekvens af, at han ikke endnu er i tilstrækkelig god form.

Opret abonnement på BT PLUS og læs hele Peter Sørensens kommentar om den kommende og forgangne Superliga-runde

samt

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her


Som sagt er det ikke hverken jordens eller Brøndbyernes undergang at tabe i Aarhus, og i ugens løb bragte Brøndby sig da også videre i kvalifikationsspillet til Europa League. Spillet mod Beroe bar dog præg af de samme tendenser og problemer som i Aarhus, og det vil uanset den samlede sejr mod de svage bulgarere være en meget skuffende sæsonstart, hvis de ikke kan slå OB på hjemmebane i dag.

Mens Brøndby var første rundes største skuffelse, var netop OB det positive højdepunkt. Ikke fordi de overmatchede Hobro på alle parametre, for det gjorde de, men Hobro er også et hold, som OB bør kunne slå hjemme uanset Hobros flotte sæson sidste år og OBs tilsvarende dårlige de seneste fire sæsoner. Hobro er kraftigt decimeret i forhold til sidste års trup og kan næsten ikke undgå at få alvorlige problemer i år, så ingen grund til ekstase i Odense af den grund alene.

Det glædelige for fynboerne var, ved siden af det solide resultat i sig selv, at deres spil generelt fungerede godt. Og opmuntrende var det at se, at de rigtige enkeltspillere skilte sig positivt ud. Rasmus Falk var altoverskyggende, og Rasmus Festersen var god og scorede tilmed.

Meget lovende, for OB har notorisk savnet en topscorer siden Peter Utaka.

Også Emil Larsen, der de senes-te sæsoner har personificeret OBs underpræstationer, leverede varen, vi ved, han har. Dog stadig kun i en god times tid, så blev han som så ofte før skiftet ud.

Lidt bekymrende og forhåbentlig ikke symbolsk for OB, at man ikke holder hele vejen.

Det nye koncept, som Kent Nielsen ønsker at implementere, tager tid, lyder parolen. Og det gør det naturligvis også, men jeg mener ikke, der i virkeligheden er så forfærdelig meget af det nye, der bør være specielt udfordrende for veluddannede spillere i almindelighed.

Kents ønsker i forhold til pres og defensive positioneringer i et klassisk zoneforsvars 4-4-2-system er velkendt af samtlige spillere. Det adskiller sig ikke markant hverken i sine dele eller i sin helhed fra, hvad langt de fleste trænere praktiserer i Danmark og omegn.

De bevæger sig så at sige blot tilbage til det, de fleste har været vant til inden Ove Pedersens mangemandsforsvar og Troels Bechs afsluttende eksperimenter.

Noget af det nye er, at man ønsker at spille bolden op ad banen fra de bageste rækker.

Udfordringen bliver at kunne vurdere spillet i forskellige situationer og gennemskue, hvornår man skal afvige fra dette ønske ud fra en slags cost-benefit-analyse.

Et par gange fejllæste OB situationen og bragte sig herved i unødvendige problemer mod Hobro. Det vil straffes hårdere af Brøndby, som vil være væsentligt bedre pressende end Hobro og sikkert også mere effektiv.

Omgangen med bolden var heller ikke til UG. Både Ari Skulason og Mohamed El Makrini var flere gange for langsomme i vendingen og tabte bolde i farlige områder. Mod Brøndby, som i foråret viste sig enormt stærk på offensive omstillinger, er den slags boldtab noget nær en dødssynd.

Vi får se, om OB kan komme igennem kampen uden at indkassere kontramål på denne konto. Det ville jeg være lidt nervøs for, hvis jeg var Kent Nielsen.

Når man har bolden i det nye spilkoncept, forlader de sideordnede midtbanespillere meget tidligt deres udgangspunkt og centrerer endnu mere, end man typisk ville se i en diamantformation.

Det er imidlertid sådan, Emil Larsen altid har spillet, når han har været bedst og været i form til det. Det ligger fint for ham at gå ind til sit højre ben, og for Mikkel Kirkeskov at overlappe. Det skulle han også i sin tid i AGF, hvor han var en af ligaens bedste venstre backer. De to har endvidere tidligere spillet sammen på U21-landsholdet, så intet her er nyt heller.

I den anden side spillede Mikkel Desler glimrende, til han desværre blev skadet, siden gik Mathias Greve ind og gjorde det godt. De er dog begge bedst med højre ben, så de vender i princippet lidt forkert i forhold til at komme ind i banen og bringe sig i afslutningsposition, hvor Kasper Kusk jo tjener til eksempel.

Jeg skyder på, at Kent Nielsen her vil gå ind og justere lidt på den ekstreme centrering, for der er meget åbnet i de områder, ’kantspillerne’ forlader.

Mod Hobro var det ikke et problem, og det gav en god fleksibilitet, men netop mod Brøndby, som sædvanligvis forsvarer sig godt og samtidig lurer på omstillinger, vil det være sårbart.

OB var åbningsrundens store positive overraskelse, og Brøndby den største skuffelse. Men efter denne runde kan begge hold meget vel have tre point, og efter næste runde, når Brøndby har slået Hobro hjemme, og OB tabt i Herning vil Brøndby have seks point og OB stadig tre. Kan de så ikke være fortrøstningsfulde i Brøndby?

Jo!

Men kan de så ikke længere være optimister i Odense?

Jo!