KOMMENTAR

Havde Kent Nielsen fået sparket i OB, hvis der var tale om en ’normal’ superliga-sæson? Og havde OB-træneren lidt samme skæbne, hvis han ikke hed netop Kent Nielsen.

Spørgsmålene er egentlig irrelevante, men det er alligevel interessant tankespind.

Mit bud er ja. Havde vi haft en sæson, som dem vi havde frem til forrige sæson, hvor 12 hold kæmpede mod hinanden og to af dem på sidste spilledag rykkede ned, kan det meget vel tænkes, at OB-ledelsen med mæcenen Niels Thorborg i spidsen havde trykket på knappen og givet cheftræneren en fyreseddel i hånden. Ligesom det er endog meget tænkeligt, at en hvilken som helst anden træner end den tidligere mestertræner Kent Nielsen, var blevet vist døren i den fynske ådal med en resultatrække, som den vi ser dette efterår.

Kent Nielsen skal derfor prise sig lykkelig for sit gode navn, sin ballast og det faktum, at nedrykningsspøgelset i en ny Superliga med 14 hold er knap så insisterende og allestedsnærværende som tidligere.

Det skal han, fordi OB er i krise. Dyb krise. Det blev der sat to streger under, da FC København i går eftermiddag krydsede Storebælt og uden de store problemer tog tre point og en 3-0-sejr med sig hjem fra Odense.

Holdet har 10 point for 14 kampe og et pointsnit på 0,71 pr. kamp. I 19 ud af de 21 superliga-sæsoner har et sådan snit været lig med nedrykning. En af de to undtagelser var i sidste sæson, hvor kun et enkelt hold tog turen ned i 1. division. Det understreger, hvor skidt det egentlig ser ud på Fyn.

For en uge siden havde jeg svært ved at forestille mig Kent Nielsen være fyringstruet. Nu er jeg langtfra lige så sikker. En uge, hvor man ryger ud af pokalen til et hold fra 1. division og taber stort på hjemmebane kan ændre tankegangen i en ledelse.

Mekanismerne gør, at det nok mere er reglen end undtagelsen, at resultater og spil, som det OB har præsteret dette efterår, havde ført til omfattende ændringer i en klub af OBs størrelse og med den fynske storklubs historie. Men det har vi indtil videre ikke set.

Ud over det knap så nærværende nedrykningsspøgelse og Kent Nielsens gode ry og rygte, er mit bud, at det også skyldes noget så banalt som det faktum, at Kent Nielsen er en fremragende træner. Måske endda en af de bedste, en klub som OB kan få fingrene i.

Spørger man Nielsens kolleger på Superligaens øvrige trænerbænke, får han både store og flotte ord med på vejen. Overbevises man ikke af det, kan man bare kaste et blik på, hvad Kent Nielsen præsterede i AaB.

I min bog vil det derfor også være en fejlslutning, hvis Niels Thorborg og sportsdirektør Jesper Hansen vælger, at en fyring af Kent Nielsen skal agere brandslukning. Selv om det ikke har været til at se den seneste uges tid – og i dette efterår generelt – tror jeg ganske enkelt, Kent Nielsen er den rigtige mand til at få OB ud af den krise, han selv har bidraget til at få klubben ind i.

Men Nielsen skal gøre noget. Og han skal gøre noget hurtigt. Sportsdirektør Jesper Hansen fyrer næppe sig selv, selv om han udefra set ikke kan sige sig fri fra at bære en ikke ubetydelig del af skylden for øjeblikkets krise.

En hel spillertrup kan heller ikke udskiftes med et fingerknips. Fair eller ej. Fortsætter OBs forfærdelige resultater, peger pilen og konsekvenserne derfor kun én vej. Og det er på Kent Nielsen.