Thomas Frank har med en stærk afslutning på foråret formentlig sikret sig jobbet i næste sæson, selvom han flere gange i sæsonen er spået færdig som cheftræner i klubben efter sommerpausen.

Sådan lyder analysen af Brøndby-trænerens jobsikkerhed ifølge BTs fodboldekspert, Peter Sørensen.

»Jeg synes, at Thomas Frank har gjort det rigtig flot. Det har været en rigtig vanskelig situation, han har været i,« siger Peter Sørensen.

Thomas Franks opgave er i dag en helt anden, end den han blev ansat til at fuldføre, da han blev ansat som cheftræner i 2013. Her skulle Brøndbys genrejsning ske via klubbens egne talenter, der skulle spille på en bestemt måde med boldbesiddelse som drivkraft.

Men det udgangspunkt ændrede sig som bekendt med klubejer Jan Bech Andersens indtog i Brøndby. I stedet måtte Thomas Frank se sit talentprojekt omdannet til et stjernebesat mandskab, der skulle præstere topresultater med øjeblikkelig virkning.

»Derfor har opgaven også været, at han har skullet vælge nogle af stjernerne fra. Det synes jeg, at han har haft et godt mod til at gøre. Han har selvfølgelig også været hjulpet af, at de har været skadede eller dårlige - især Thomas Kahlenberg og Johan Elmander,« siger Peter Sørensen.

Men også rammerne har skabt problemer for Thomas Frank. Banen på Brøndby Stadion har været en pløjemark, indtil klubben for nylig endelig anlagde et midlertidigt græstæppe.

»Ud fra en samlet betragtning har Thomas Frank vist et flot fagligt stykke arbejde. Men spørgsmålet er så, hvad man er tilfredse med i Brøndby. Hvis det, man siger, er det, man mener, nemlig at bronze er tilstrækkeligt ambitiøst, så har han fuldført missionen,« siger Peter Sørensen og tilføjer:

»Man kan også sige, at det har heller ikke været til mere end det. Det er ikke til mere end bronze.«

Peter Sørensen påpeger, at Brøndby, trods fremgangen i foråret stadig har været dårligere end rivalerne i toppen. Og det faktum kan spille ind i forhold til, hvor sikkert Thomas Frank sidder i trænersædet.

»Brøndby er stadig nummer tre, hvis man ser isoleret på kampene i foråret. Det hører med til billedet. Jeg siger ikke, at det ikke er fint og godt. Men det er ikke mere end målsætningen, og selv om det er gået godt, er det stadig ringere end FCK og FCM. Og dét er på trods af, at FCK har været ramt af rigtig mange skader. Det skal bare med, når man er begejstret over, at Brøndby har været så gode,« siger Peter Sørensen.