Superligaprofilen Emiliano Marcondes ser endelig ud til at have fundet sig en ny arbejdsgiver.

Til vinter udløber hans kontrakt med FC Nordsjælland. Brøndby har bejlet kraftigt til midtbanespilleren, men nu tyder alt på, at det er engelske Brentford, der har vundet kampen om hans underskrift.

BT erfarer således, at Marcondes onsdag og tordag har været i London for at gennemgå et lægetjek hos Championship-mandskabet. Han er torsdag aften vendt tilbage til Danmark, men om det med en underskrevet aftale er fortsat uvist.

BT har uden held forsøgt at kontrakte både Emiliano Marcondes' agent Antoni Alexandrakis og Brentfords danske sportsdirektør, Rasmus Ankersen.

Ender det med en aftale, bliver Marcondes fra vinter medlem af en større danskerkoloni. Andreas Bjelland og Lasse Vibe er således begge en del af Brentford-truppen, der desuden trænes af den tidligere Brøndby-chef Thomas Frank, der har titel af assistent for manager Dean Smith.

22-årige Marcondes har spillet hele sin seniorkarriere i FC Nordsjælland, som han som ungdomsspiller kom til fra Hvidovre. Han havde sidst år sin bedste sæson i klubben med i alt 12 superligascoringer.