Jores Okore er fortid i FC København denne sommer. Det løftede han selv sløret for i BT, mens Ståle Solbakken gik skridtet videre og fortalte, at han allerede har givet en dansk klub lov til at snakke med den tidligere landsholdsstopper.

»Der er allerede en dansk klub, der har ringet til mig om Okore. Og de har fået lov at snakke med ham,« sagde Ståle Solbakken.

Nu kan BT afsløre, at den danske klub er AaB. Nordjyderne har ifølge BTs oplysninger fået lov til at tage de indledende snakke med Jores Okore, men det er dog stadig i det meget tidlige stadie, og der er et godt stykke mellem de to parter.

Det var da også, hvad FCK-manageren allerede indikerede, da han fortalte om Jores Okores flirt.

»Det betyder overhovedet ikke, at vi er enige om, en overgangssum. Klubben ringede til mig, og jeg sagde, at de er hjerteligt velkomne til at snakke med ham,« fortalte Ståle Solbakken.

Jores Okore er dog ikke bare eftertragtet af AaB, for også AGF og FC Midtjylland er ifølge BTs oplysninger interesserede i den fysisk stærke midterforsvarer. Uanset hvad skorter det i hvert fald ikke på interesse for den 24-årige forsvarer, som blev hentet til FC København for mindre end et år siden. Nu skal han bare vælge, hvor han gerne vil fortsætte sin karriere.