Den er så godt som hjemme. Brøndbys landsholdsspiller, Riza Durmisi, er få timer fra at være ny spiller i den spanske La Liga-klub Real Betis.

BT var tirsdag det første medie til at berette om interessen for den hurtige og teknisk dygtige back og kan nu afsløre, at alle detaljer er faldet på plads, så Riza Durmisi fredag morgen klokken 06.00 flyver fra Københavns Lufthavn til Spanien for at gennemgå et lægetjek, før handlen er i hus.

Når det er gået i orden, vil Riza Durmisi skrive under på en kontrakt på fem år med Real Betis, som sluttede på en tiendeplads i La Liga i denne sæson. Det er resultatet af de forhandlinger, der som BT også kunne fortælle, torsdag har været mellem Real Betis’ ledelse og Riza Durmisis mellemmand, Nikola Juric.

At Riza Durmisi er en spiller, som Real Betis satser på, kommer til udtryk i den frikøbsklausul, som ifølge BTs oplysninger vil være i kontrakten med den spanske klub.

20 millioner euro, omkring 150 millioner kroner, skal en klub punge ud med, hvis Real Betis skal tvinges til at skille sig af med Riza Durmisi før kontraktudløb.

Det vil i så fald være et salg med pæn fortjeneste for Riza Durmisi, der af Brøndby bliver solgt til Real Betis for to millioner euro, cirka 15 millioner kroner, som var hans frikøbsklausul.

BT har uden held forsøgt at få fat i Nikola Juric.