Opdateret klokken 21:32 med kommentar fra Brøndbys sportsdirektør, Troels Bech.

Brøndby og Andrew Hjulsager kunne have været fortid denne vinter, men de blå-gule har afvist et bud på deres offensive es i de sidste dage af transfervinduet.

BT kan nu løfte sløret for et bud, som spanske Celta Vigo søndag har lagt på sportsdirektør Troels Bechs bord.

Det eksakte beløb er ikke informationer, BT har kunnet få bekræftet af kilder omkring forhandlingsforløbet, men et bud på omkring en million euro, cirka 7,5 millioner kroner, er blevet nævnt. BTs kilder fortæller, at ’det i hvert fald er mere, end Brøndby kan få om under et halvt år, når Andrew Hjulsagers kontrakt med klubben udløber, og en eventuel ny klub skal betale kompensationspenge for udvikling af spilleren i ungdomsårene.’

Andrew Hjulsager har under træner Alexander Zorniger fået sit gennembrud i Superligaen og imponeret i høj grad, og Brøndby har længe villet forlænge spillerens kontrakt, men det er ikke lykkedes at nå til enighed.

Troels Bech fortalte for to uger siden til BT, at han var begyndt at kigge efter afløsere for såvel Andrew Hjulsager og Lebogang Phiri, som også står med kontraktudløb og endnu ikke har forlænget aftalen med Brøndby.

»Tiden tikker, og i forhold til afløsere er det ikke alle, der kan vente lige længe. Vi når et mæthedspunkt på et tidspunkt, og alle kan regne ud, at det lange seje træk har betydet, at der også er nogen, der kigger efter andre alternativer. Det har vi selvfølgelig også gjort. Ellers havde vi ikke levet op til vores ansvar,« sagde Troels Bech til BT.

Ifølge BTs oplysninger er en af grundene til, hvorfor Brøndby ikke har taget imod Celta Vigos tilbud, at Brøndby netop ikke har den oplagte afløser for Andrew Hjulsager klar i kulissen.

BT har mandag været i kontakt med Troels Bech, som meddeler, at han ikke har nogle kommentarer til den konkrete historie om Celta Vigo. Han erkender dog, at hvis ikke man få forhandlet en kontraktforlængelse på plads Andrew Hjulsager og Lebogang Phiri, så er dette vindue sidste chance, hvis man skal have penge for midtbaneduoen.

»Det er selvfølgelig en overvejelse, men vi har en tro på, at en forlængelse fortsat er mulig, så det vil vi stadigvæk give en chance. Når det er sagt, så er jeg ikke mere naiv end, at jeg godt kan se, at når vi ikke er blevet enige på dette tidspunkt, så er det, fordi der er nogle udgangspunkter, der kan være for forskellige,« sagde Troels Bech mandag aften til BT.

Celta Vigo har allerede de to danske spillere Daniel Wass og Pione Sisto i truppen, og klubben ønsker altså at få en trio med Andrew Hjulsager, men endnu er det ikke lykkedes spanierne at forhandle en aftale på plads med Brøndby.