BTs kommentator Peter Brüchmann mener, at Niels-Christian Holmstrøm gik over stregen, da han sammenlignede FC Midtjyllands direktør Claus Steinlein med Låsby-Svendsen.

Det var over grænsen for, hvad man kan kalde andre i en debat, når man sammenligner en direktør i en fodboldklub med en person, der har flere domme for bedrageri og trusler bag sig.

BTs kommentator Peter Brüchmann oplevede Niels-Christian Holmstrøms udfald mod FCM-direktør Claus Steinlein på nært hold, da den tidligere chefredaktør selv deltog i debat-udsendelsen Fodbold Uden Filter mandag aften. Her sammenlignede den tidligere FCK-sportsdirektør Steinlein med den kontroversielle krejler, der især er kendt for at udleje nedslidte huse til ressourcesvage familier.

- Man kunne godt fornemme, at låget røg af gryden hos Holmstrøm. Jeg anerkender ham for at komme med skarpe debatindlæg, men at sammenligne Steinlein med en person, der har flere domme bag sig, er at gå over stregen.

- Jeg ved ikke om de to tidligere har stødt sig på hinanden i kamp om et ungt talent, men det kan være en del af forklaringen. Holmstrøm har det meget svært med mange ord og tomme kalorier, og han mener åbenbart, at Steinlein taler meget uden at have det handlingsmæssige med, samtidig med at Holmstrøm roser Ørgaard til skyerne for FCMs succes. Begge dele er lige forkert. Mens Ørgaard har været købmanden, har Steinlein helt sikkert også haft sin andel i udviklingsdelen i FC Midtjylland.

Brüchmann fastslår dog, at han i fremtiden gerne stiller op til en debat med Holmstrøm.

- Der skal være en vis højde til loftet i en lødig debat. Jeg synes, det er forfriskende, når sportsfolk og trænere tør udtale sig om hinanden i debatprogrammer som Fodbold Uden Filter, Frispark og det nye program med Ankerdal på News. Jeg har ikke mistet respekten for Holmstrøm. Han har sin faglighed i orden, og han er i stand til at udtrykke sig, så det bliver interessant. Her er han måske er blevet fanget af de forventninger, der er til deltagerne i debatprogrammer, siger Peter Brüchmann, der nu med spænding ser frem til, om næste uges debat i Fodbold Uden Filter får deltagelse af begge kamphanerne, Steinlein og Holmstrøm.