De unge spillere har taget teten i Brøndbys flotte sæsonstart i Superligaen. Nu venter ’et derby uden sammenligning’ mod FC København. BT har mødt tre af de unge stjerneskud til en snak om kultur, udvikling og ansvar.

Det er dagen efter det samlede Europa League-nederlag til Panathinaikos. Brøndby-spillerne træner dog igennem, som de er blevet vant til under tyske Alexander Zornigers ledelse. Forberedelserne til derby-kampen mod rivalerne fra FC København er i fuld gang efter en sæsonstart, der har skudt optimismen på den københavnske vestegn helt i vejret.

Til dagens træning har angrebstræner Mark Strudal lugtet BTs ærinde på lang afstand. ’Young guns’, råber han med et stor smil, da han ser Christian Nørgaard (22 år), Frederik Holst (21 år) og Svenn Crone (21 år) gøre sig klar til en snak med BTs udsendte. De smiler igen.

For han har helt ret, Strudal. Snakken med de unge Brøndby-spillere handler netop om det unge kuld, som har taget ansvar og fået masser af spilletid under Zornigers første tid i Brøndby. Og ikke mindst har leveret varen.

I tre har været nogle af de unge spillere, der har strålet, siden Alexander Zorniger er kommet til. Hvad er der sket?

Holst: »Der er sket mange ting. Vi har fået mere ansvar på vores skuldre. Førhen havde vi måske nogle andre til at være der, og der stod vi lidt i baggrunden. Nu står vi på egne ben med mere ansvar og mere hår på brystet.«

Er I to andre enige i det?

Nørgaard: »Ja, selvfølgelig. Vi får chancen. Vi får tillid. Før var det os, der blev pillet ud i pausen. Nogle gange endda før pausen, hvis det ikke fungerede på holdet. Også selvom det måske ikke var os, der spillede dårligt. Vi var bare den nemme løsning at tage ud. Det er ikke den fornemmelse, jeg har mere. Jeg synes, der er et sundere hierarki og en sundere tillid til os, så det er rigtig godt for os.«

Hvad siger du, Svenn? Du har også fået et lille gennembrud efter at have været ude i kulden, udlejet til Brønshøj og nu er du tilbage.

Crone: »Ja, det handler om, at man får chancen og får lov til at spille. Det giver en masse selvtillid, som man tager med til hver kamp.«

Hvad har været vigtigst for, at I har kunnet præstere, som I har gjort?

Holst: »Spilletid. Det har været altafgørende. Som Svenn og ’Nør’ siger, er der også tilliden fra trænerne. Man ved, at man godt må fejle uden at blive pillet ud og svinet til. Ikke fordi det er sket før, men vi ved bare, at vi gerne må lave fejl, så længe vi bare reagerer hurtigt på dem og stormer i genpres.«

Nørgaard: »Spillestilen passer skidegodt til den måde, vi unge gerne vil frem over isen. Vi vil gerne spille med højt tempo og aggressivt, så det har været en af grundene til, at vi har præsteret rigtig godt. Det kan der ikke være tvivl om.«

***

Der har været meget snak om jeres nye træner, Alexander Zorniger, og hans stil...

(Frederik Holst kigger sig lige over skulderen.)

Skulle du lige se, om han var der?

Holst: »Haha, ja, præcis, jeg skulle lige se, om han var her, inden jeg udtaler mig om ham.«

Hvad var jeres første indtryk af ham?

Crone: »Det var noget helt nyt. Altså bare træningsøvelserne og så hele kulturen. Det var en kulturændring, som, jeg tror, har været rigtig sund for klubben. Vi udvikler os forhåbentlig i en god retning. Det er jo gået meget godt indtil videre.«

Var I skræmte eller er der bare naturlig respekt omkring ham?

Nørgaard: »Jeg ved ikke, om vi var skræmte, men der kom selvfølgelig en mand ind med noget autoritet. Han var også hurtig til at vise, hvem det er, der bestemmer. Han har en filosofi og en måde at gøre tingene på. Så det handlede om at være med på vognen eller også måtte du lade være og finde en anden klub. Jeg synes, at alle valgte at give det en skalle. Og det, synes jeg, gør, at vi som hold har præsteret godt her i starten.«

Hvordan er det i det hele taget at være Brøndby-spiller efter sæsonstarten på trods af, I røg ud af Europa League?

Holst: »Det har været skønt. Det er første gang i rigtig, rigtig mange år, at vi har fået en så god start. Vi nyder det, og så hjælper det også, at solen skinner. Jeg tror, vi alle er meget tilfredse i truppen, selvom vi ikke gik videre mod Panathinaikos. Og så glæder vi os bare helt vildt meget til på søndag (i dag, red.).«

Nu er I en del unge på holdet. Hvordan har I det internt med hinanden?

(Stilhed. Drengene kigger på hinanden med et smil.)

I må gerne være ærlige...

Crone: »Fællesskabet er blevet meget bedre. Det kan man også se på banen.«

Holst: »Ja, fantastisk. Et meget bedre sammenhold.«

Nørgaard: »Som Holst var inde på, har vi fået meget mere ansvar, så giver det bare en sundere harmoni i truppen.«

Der er måske kommet større smil på?

Nørgaard: »Det synes jeg også, der var før, men det der var lidt dårligt for os unge, var, at vi kunne gemme os bag Johan Elmander, Daniel Agger og Thomas Kahlenberg. De skulle tage for meget ansvar. Men det er ikke det samme mere. Nu er det også os unge, der tager ansvar. Det giver måske en sundere stemning og harmoni.«

»Jeg tror, at nogle af deres kreative spillere får lov til at mærke, at vi kommer og gerne vil styre kampen. Vi vil gerne spille og prøve at finde mellemrummene bag forsvaret og midtbanen,« siger Frederik Holst om søndagens derby mod FCK.
»Jeg tror, at nogle af deres kreative spillere får lov til at mærke, at vi kommer og gerne vil styre kampen. Vi vil gerne spille og prøve at finde mellemrummene bag forsvaret og midtbanen,« siger Frederik Holst om søndagens derby mod FCK. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

***

Nu venter endnu en stor opgave mod FCK. De røg i Champions League, mens I røg ud af Europa League. Men I fører Superligaen inden kampen. Gør I også det efter på søndag (i dag, red.)?

Nørgaard: »Ja, selvfølgelig gør vi det.«

Holst: »Det er planen.«

Crone: »Det gør vi.«

Hvordan er det at spille derby-kampe for jer unge?

Holst: »Det er det fedeste.«

Crone: »Jeg har aldrig prøvet det før, så jeg håber, det bliver første gang. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal forvente, men det bliver spændende, hvis jeg nu skal spille.«

Hvad gør det for kampen, at I mødes som to tophold nummer et og nummer to?

Holst: »Jeg tror stadig, det bliver et rigtig derby med gang i den på lægterne og på banen. Måske ikke med så kønt spil til tider, men jeg tror også, vi vil prøve at sætte vores præg på spillet med vores genpres. Jeg tror, at nogle af deres kreative spillere får lov til at mærke, at vi kommer og gerne vil styre kampen. Vi vil gerne spille og prøve at finde mellemrummene bag forsvaret og midtbanen.«

Nørgaard: »Jeg tror, det bliver et derby, som hverken Holst eller jeg har prøvet før. Vi ligger et og to. Der er en anden stemning herude, end der har været i lang tid. Det bliver et derby uden sammenligning.«

Tror I, at de vil blive overrasket over jeres pres fra starten af, ligesom nogle af de andre hold har været?

Nørgaard: »Hvis vi sætter det ordentlig, så ja. Det er der ingen tvivl om. Hvis det sidder i skabet, tror jeg også, de får det svært ved at spille sig ud af det.«

Holst: »Det tror jeg også.«

Nørgaard: »Det er noget andet at stå på banen i det pres end at se det på video og analysere på det. Vi har ikke selv prøvet at spille imod det, men det virker som om, at modstanderne synes, det er overvældende. At de har mindre tid, end de tror.«

Tror I, at I kan true FCK ikke kun på søndag (i dag, red.), men også på den lange bane i denne sæson?

Holst: »Det er jeg sikker på, vi kan. Og det er ikke, fordi de har Champions League. For det er de ret rutinerede til at håndtere. Men vi skal ikke fokusere så meget på dem. Vi skal fokusere på os selv, og det er egentlig gået pissegodt indtil videre.«

Brøndby og FCK mødes søndag klokken 16 på Brøndby Stadion.