Den svenske landstræner, Erik Hamrén, vil ikke være ny Brøndby-træner. Imens har favorittens nuværende arbejdsgiver intet hørt fra Vestegnen.

Brøndby er på trænerjagt – og sportsdirektør Troels Bech skulle gerne have et bytte på sit blå-gule sigtekorn.

Ifølge BTs oplysninger satser klubben, der i dette forår har været igennem alt fra en træneropsigelse, over en direktørfyring til en afgående bestyrelsesformand med kløe i tastaturfingrene, på at præsentere en afløser for Thomas Frank allerede i løbet af de kommende uger. Helst inden april bliver til maj.

Troels Bech har derfor travlt, og navnene florerer da også. Allerede for to uger siden gjorde Bech Færøernes landstræner, Lars Olsen, til en hed kandidat, da han omtalte den tidligere Brøndby-spiller og landsholdsanfører som en mand med ’mange af de kvaliteter, vi leder efter.’

Brøndby får dog ikke fingre i Olsen uden først at gå igennem hans nuværende arbejdsgiver, det færøske fodboldforbund. Men telefonen har ikke ringet på klippeøerne, fortæller præsidenten i det færøske fodboldforbund.

»Vi har ikke hørt fra Brøndby omkring Lars Olsen,« siger Christian Andreasen til BT.

Hvis Brøndby skal hente Færøernes landstræner, Lars Olsen til Vestegnen, så bliver det i hvert fald ikke nogen gratis omgang. Den danske træner har netop forlænget sin landstrænerkontrakt og derfor skal der penge bordet, hvis han skal hentes tilbage til Superligaen.
Hvis Brøndby skal hente Færøernes landstræner, Lars Olsen til Vestegnen, så bliver det i hvert fald ikke nogen gratis omgang. Den danske træner har netop forlænget sin landstrænerkontrakt og derfor skal der penge bordet, hvis han skal hentes tilbage til Superligaen. Foto: Jason Cairnduff
Vis mere

Dukker Troels Bechs nummer op på telefondisplayet hos Andreasen, slipper han imidlertid ikke sin landstræner gratis. Lars Olsen har fire år tilbage af en kontrakt med en årsløn på to millioner kroner, så der skal penge på bordet, hvis den tidligere OB- og Randers-træner går fra kandidat til at være den udvalgte.

»I så fald skal vi selvfølgelig kompenseres,« fastslår Christian Andreasen.



Lars Olsens navn er imidlertid ikke det eneste, der spøger omkring det trænersæde, som Auri Skarbalius igen efterlader til sommer. BTs kilder fortæller, at klubejer Jan Bech Andersen længe har haft lyst til at smide penge efter et stort navn til trænerposten, i stedet for at ’spilde dem’ på transfermarkedet.  Men i kølvandet på Oscar-gate og Bech Andersens kommende fratræden fra posten som bestyrelsesformand, står Troels Bech i højere grad alene med ’Projekt ny træner’.

Bech ønsker en træner med kendskab til Danmark og Brøndby, og i den henseende er den svenske landstræner, Erik Hamrén, et bud på et kompromis, der også tilfredsstiller manden med pengene. Hamrén har indgående kendskab til dansk fodbold efter fire-et-halvt år og et mesterskab med AaB, men Brøndby-mand er han ikke.

Erik Hamrén stopper som svensk landstræner efter sommerens EM-slutrunde og har i øvrigt ikke lyst til at være cheftræner i Brøndby
Erik Hamrén stopper som svensk landstræner efter sommerens EM-slutrunde og har i øvrigt ikke lyst til at være cheftræner i Brøndby Foto: JONATHAN NACKSTRAND
Vis mere

Alligevel dukker Hamréns navn op, når der slåes på vandrørene. Men svenskeren selv ønsker ikke at være træner i Brøndby.

»Brøndby er ikke aktuelt for mig. Jeg behøver ikke forklare hvorfor,« siger Hamrén til BT.

Har du fået en henvendelse fra Brøndby?

»Det vil jeg ikke kommentere på. Jeg kan bare sige, at det ikke er aktuelt for mig,« understreger den tidligere AaB-træner, der stopper hos det svenske fodboldforbund efter sommerens EM-slutrunde.

Auri Skarbalius blev udpeget som midlertidig træner, efter Thomas Frank for en lille måned siden opsagde sit job i kølvandet på Jan Bech Andersens skriverier på Brøndbys fanforum. Siden har de blå-gule spillet tre kampe med fire point til følge. Senest mod FC Midjylland, hvor de blå-gule tabte 0-2. Se målene i videoen herunder.

 
Rilwan Hassan og Martin Pusic blev dagens målscorer i det midtjyske, da de sendte Brøndby hjem med et nederlag i bagagen!
Vis mere