Hany Mukhtar vægter spilletid over lønkroner og millioner. Det åbner for, at Brøndbys tyske talisman kan skifte sin lejeaftale ud med en permanent blå-gul kontrakt.

Han er Brøndbys talisman – Hany Mukhtar. Med den tyske 10’er på banen taber Brøndby ikke. Det har de blå-gule ikke gjort i de 10 kampe, den offensive kreatør har spillet.

Søndag aften scorede den tyske U21-landsholdsspiler så for fjerde gang. Skylden for scoringen lå ganske vist mere hos AGF-keeper Aleksandar Jovanovic end hos Mukhtar, men det ændrer ikke på, at det hjalp Brøndby til to point mere, end de ellers havde fået.

Spørgsmålet er, om Hany Mukhtar har gjort sig selv uundværlig for Brøndby? Med tyskeren på banen har Brøndby fået 20 point i 10 kampe. Uden Mukhtar er det blevet til to nederlag i fire kampe.

Det er derfor godt nyt for de blå-gule, at der er indskrevet en købsoption i den lejekontrakt, der har bragt Mukhtar til Brøndby fra den portugisiske storklub Benfica. Tyskeren er lejet for hele sæsonen, men Brøndby kan når som helst købe ham fri af portugiserne for et beløb på 10 millioner kroner.

Der er dog et men. For selv om Brøndby er klar og i stand til at sende de 10 millioner til Lissabon til gengæld for den farlige tysker, kræver det at Mukhtar selv takker ja til et mere permanent skifte.

Her har BT tidligere berettet om en snubletråd, da den tidligere Hertha Berlins-spiller tjener over 10 millioner kroner årligt i sin kontrakt med Benfica. En løn, som Brøndby ikke kan honorere. Nu åbner Mukhtar imidlertid op for at blive i Brøndby, selv om det medfører et farvel til en lønseddel med otte cifre i danske kroner.

”Det er vigtigt, at jeg – med den alder, jeg har nu – spiller så meget som muligt. I det perspektiv er pengene ikke så vigtige. De kommer i anden eller tredje række. Jeg skal spille, og det gør jeg her. Derfor står jeg i en god situation. Jeg er stolt af at være Brøndby-spiller,” siger Mukhtar til BT.

”I Benfica spillede jeg ikke. Det gør jeg her. Derfor er det bedre for mig at være her, end at sidde på bænken i en storklub som Benfica. Var jeg 28 eller 29, kunne jeg tænke anderledes. Men nu er jeg 21 og i dén alder skal jeg spille,” fortsætter Brøndbys talisman.

Mukhtar har nøglen til en mulig fremtid i Brøndby i egne hænder. For Brøndby synes klar til at udnytte den købsoption, de fik med i sommerens lejeaftale. Trænerne vokser dog ikke ind i himlen. Selv om Mukhtar blev matchvinder og igen spillede en flot kamp i søndagens 1-0-sejr, gav det ikke anledning til skulderklap fra Alexander Zorniger. Tværtimod virker det vigtigt for den tyske Brøndby-træner at holde landsmanden fødder solidt plantet i mulden.

”Medierne skrev meget om ham i sidste uge, og derefter præsterede han under gennemnittet. Så han skal bare gøre sit arbejde. Men han lavede et vigtigt mål i dag. Og det kan han,” siger Zorniger.

Han så sit hold spille en middelmådig kamp mod et AGF-mandskab, der egentlig havde fortjent det ene point. Men her var én mand i vejen. Hany Mukhtar.

”Jeg er lykkelig, når jeg kan hjælpe holdet med et mål. Men for mig var det vigtigste, at vi vandt efter to kampe uden sejr,” understreger han.

Målscoreren og talismanen på den københavnske vestegn.