Brøndby har luftet ønsket om at få slanket truppen, og det trækker op til et pænt farvel til mindst en af de blå-gules centrale forsvarsspillere.

Daniel Agger og Dario Dumic har været Thomas Franks førstevalg i efterårets løb, men med tunge navne på bænken som Fredrik Semb Berge, Mikael Almebäck og Martin Albrechtsen er der en kabale i gang.

Ifølge BTs oplysninger bliver der på agent-niveau arbejdet på et retur til Tippeligaen for Fredrik Semb Berges vedkommende.

Nordmanden blev ifølge norsk presse erhvervet for en håndfuld millioner kroner, men ligner en af den slags indkøb, hvor alt på papiret taler for et godt match, men at det bare ikke skal være sådan.

Nordmanden er ikke for alvor faldet til i Brøndby, siden han kom til fra Odd, og det trækker op til et farvel og god tur hjem. Fredrik Semb Berge pådrog sig en mindre skade i forbindelse med Brøndbys store nederlag på 0-7 til Hoffenheim i en træningskamp mod Bundesliga-holdet torsdag. Dermed kan han have spillet sin sidste kamp for Brøndby.

Mikael Almebäck blev hentet i Club Brugge for knap halvanden million kroner, men den fysisk stærke stopper og back har haft det svært i den blå-gule trøje. Også her arbejdes der på en form for løsning i hjemlandet.

Brøndbys sportsdirektør, Per Rud, erkender, at han er en travl mand for tiden, men holder sig til overordnede betragtninger.

»Jeg har ikke lyst til at kommentere på enkelte spillere, men vi arbejder på at trimme truppen,« siger han.

»Men hvem og hvor er en sag mellem spiller, agent og klubber.«

Han fortæller dog, at Brøndby ikke pinedød er gået i salgs-mode.

»Både salg og udleje er i spil.«

Mikael Almebäck kom til Club Brugge fra Örebro, og her er der en fan-indsamling i gang med henblik på nyerhvervelser. Fangruppen har allerede spyttet i kassen til Nordin Gerzic, men også Almebäck står højt på listen over ønsker. Her har sportschef Magnus Sköldmark ikke ønsket at kommentere stopperens situation.

Erfarne Martin Albrechtsen har ligeledes reservestatus, men med kontraktudløb til sommer forventer hans agent, Michael Johansen, ikke, at der sker noget før efter sæsonen.

»Han går kontrakten ud. Der skal ikke ske noget her til januar, og når kontrakten med Brøndby er udløbet, må vi se, hvad der så skal ske.«

Jokeren i kabalen er Dario Dumic. Det ligger ikke i kortene, at han skal sælges nu, men som BT tidligere har skrevet, er den fysisk stærke stopper på blokken i flere engelske klubber.