Tidligere bestyrelsesformand Jan Bech Andersen overtager yderligere 12,7 procent af aktierne i Brøndby.

Erhvervsmanden Jan Bech Andersen kommer om et par dage til at eje mere end halvdelen af aktierne i selskabet bag superligaklubben Brøndby IF.

Efter at have udvidet sin andel af aktierne i selskabet i forbindelse med en aktieemission i november gav hovedaktionæren - som reglerne foreskriver - et tilbud til klubbens øvrige aktionærer om at overtage deres aktier.

Ejere af 12,7 procent af klubbens totale aktiekapital har valgt at sige ja tilbuddet, viser en ikke-bindende optælling af accepter, oplyser Brøndby i en fondsbørsmeddelelse.

Dermed kommer Jan Bech Andersen til at eje mere end halvdelen af aktierne i klubben, mere præcist 52,4 procent.

Klubbens bestyrelse anbefalede i december klubbens aktionærer at sige nej til købstilbuddet fra Jan Bech Andersen, men det har flere aktionærer altså valgt ikke at efterkomme.

Jan Bech Andersen var frem til foråret bestyrelsesformand i Brøndby.

Han måtte trække sig som følge af "Oscar-sagen", hvor han på et debatforum havde afgivet fortrolige detaljer om Brøndbys gøren og laden på transfermarkedet og var kommet med skarp kritik af blandt andre daværende cheftræner Thomas Frank, som sagde sit job op.

/ritzau/