Når Brøndby på mandag møder FC Nordsjælland, har Jan Bech Andersen efter planen Chelsea-anfører John Terry med sig som gæst i Michael Laudrup Lounge.

Chelseas anfører skal som ven af Brøndbys formand deltage i et kommercielt arrangement før kampen - hvis han da kommer, for med John Terry kan der hurtigt blive lavet om på planerne igen.

John Terrys navn er i dette forår flere gange dukket op i forbindelse med Brøndby, fordi Auri Skarbalius er en midlertidig løsning som klubbens cheftræner, efter at Thomas Frank sagde op.

Men selv hvis den tidligere engelske landsholdsanfører skulle overvære Brøndby mod FCN, er der ifølge BTs oplysninger ingen grund til at tro, at det har noget med Brøndbys trænersituation at gøre.

John Terry kommer i givet fald kun, fordi han og Brøndby-formanden har kendt hinanden i lang tid og er gode venner.

Den nu 35-årige John Terry har tidligere på sæsonen udtalt, at den nuværende sæson i Chelsea bliver hans sidste, men han har ikke offentliggjort sine fremtidsplaner.