KOMMENTAR

Brøndby lever nogle måneder endnu, og endnu engang skal klubben takke Benny Winther og Thomas Rasmussen. Inden jubelen bryder løs, skal vi dog holde fast i, at ’den fremtidige drift’ i dette tilfælde kun dækker over tiden frem til april eller maj, hvor man forventer at hente mellem 75 og 150 mio. kr. i en aktieemission. Det er en kort fremtidshorisont, og tiden derefter er stadig usikker.

Det er endnu usikkert, hvor mange penge, en emission vil indbringe, og en emission på 75 mio. kr. vil ikke være nogen fremtidssikring af en klub, der stadig har en enorm gæld, kan blive tvunget til at betale over 20 mio. kr. til Spillerforeningen, og som over de seneste fire år har haft underskud på samlet 91 mio. kr. Og desuden er det meget få af de greb, der skulle gøre Brøndby til en attraktiv størrelse, der over de seneste måneder er blevet drejet i den rigtige retning:

- Det er ikke lykkedes at få en aftale med Spillerforeningen på plads. Til gengæld er det lykkedes at spilde fem måneder på forhandlinger, der endte i ingenting. Uanset om man måtte mene, at dommen fra september er fyldt med usikkerheder (og det kan Brøndby have en god pointe i), burde den konklusion ikke have tage fem måneder at komme frem til.

- Brøndby har heller ikke haft succes med at reducere lønomkostningerne, og selv den midlertidige lønnedgang for januar måned er blevet droppet. På grund af kontraktudløb er der dog på den front lysere tider efter sommer.

- Truppen er svækket efter vinter, og selv hvis Mike Jensen skulle komme tilbage, har overlevelsen hårde odds.

- Likviditeten er blevet sikret gennem henstand og lån, hvilket blot er endnu et hul, fremtidige investorer kan fylde.

Brøndby er dog kommet af med Gildhøj Centret (hvis handelen går igennem), hvilket er med til at skære en god skive af gælden. Det er positivt.

Derudover står Brøndby reelt kun tilbage med én eneste rigtig positiv fortælling til de mulige storinvestorer i forbindelse med den aktieemission, der nu arbejdes på at få sat i gang til april eller maj, og det er sammenlægningen af aktieklasserne, der blev aftalt i begyndelsen af december. Det er en vigtig udvikling, der giver håb om, at der er investorer, der vil kaste penge efter Brøndby, fordi der nu for første gang er mulighed for at få indflydelse på beslutningerne.

Spørgsmålet er, om det er lokkende nok, i forhold til de mange huller, der skal fyldes. Mit bud er, at det kun bliver personer med meget blå-gule hjerter, der svarer ja til det. Men det kan selvfølgelig også være godt nok.

Morten Crone Sejersbøl er fodboldredaktør på BT. Du kan følge ham på www.twitter.com/morten_crone
Opdatering: Jeg har lukket for kommentarer, da der igen var folk, der ikke overholdt den lødige tone. Jeg beklager over de mange andre (og IKKE kun jer, der var enige med mig). Mvh. Morten.