Spillere og medarbejdere får alligevel 100 procent - og ikke 25 procent - løn.

Brøndby blev onsdag eftermiddag igen slået bagud i bestræbelserne på at sikre sin økonomiske overlevelse. Det er ikke mere end et par uger siden, at spillere og administrative medarbejdere meldte ud, at de havde indgået en aftale med ledelsen om at gå ned på 25 procent løn i januar måned, men den aftale bliver nu alligevel ikke til noget.

Tirsdag eftermiddag faldt aftalen nemlig til jorden, og Brøndby udsendte lønsedler til de ansatte med fuld løn, der forventes at komme til udbetaling på torsdag.

Aftalen om lønreduktion blev ellers indgået i fuld enighed mellem medarbejdere og ledelse og skulle være en del af likviditetsstyrkelsen på 25 mio. kr., der skal sikre overlevelse frem til den store emission i slutningen af marts eller begyndelsen af april.

Lønaftalen indeholdt imidlertid den klausul, at den ville falde til jorden, hvis ikke Brøndby også var blevet enige med investorer, bankforbindelse og Spillerforeningen, og eftersom aftalen med Spillerforeningen stadig hænger i en tynd tråd, har Brøndby altså valgt at udbetale fuld løn.

Dermed har den seneste uge både budt på et nej til Brøndby Kommunes køb af en del af Brøndby Stadion, der skulle give 10 mio. kr. i kassen, og en falden aftale om lønreduktion, der skulle sikre yderligere 4 mio. kr. i januar.