Et af Brøndbys største talenter vil kun blive i klubben, hvis den viser ham mere tillid og lægger en bedre plan. Og udlandet lokker også.
Pierre-Emile Højbjerg og Andreas Christensen var to af de første, der rejste kritikken af Brøndby, da de inden for en uge i 2012 forlod klubben til fordel for henholdsvis Bayern München og Chelsea: Brøndby manglede en klar plan for deres udvikling.
Nu - små fem år senere - retter endnu et stortalent en lignende kritik mod klubben, som han har afvist det første kontraktudspil fra, mens udenlandske storklubber lurer på ham.
»Det handler ikke om penge. Jeg er kun 15 år, og jeg er ikke fokuseret på økonomi. Det handler om, at jeg savner en plan fra Brøndby,« siger U16-landsholdets anfører, Frederik Nørrestrand, til BT.
Den unge højreback blev i en alder af 14 år den yngste spiller i Brøndbys historie til at træne med superligatruppen, og som en af de yngste i truppen blev han valgt som anfører på U16-landsholdet. I juli kunne BT berette, at han var et særdeles varmt emne i Premier League-klubben Sunderland, hvor han i sidste uge var til prøvetræning og både trænede med U18-truppen og spillede to kampe for U16-holdet.
»Det er min drøm at komme til at spille Premier League, så jeg fik en masse selvtillid af at komme til Sunderland. Det var fedt, og de har nogle ekstreme faciliteter,« siger Frederik Nørrestrand, som i Sunderland fik talt med manager David Moyes og spist sammen med ham og klubbens Premier League-trup.
Den engelske klub har en politik om at have unge spillere til prøvetræning to gange inden et kontrakttilbud, og derfor står Frederik Nørrestrand foran endnu en tur til Nordengland. Medmindre han skriver under på en kontrakt med Brøndby først.
Højrebacken fyldte nemlig dagen før sin tur til Sunderland 15 år og kan nu skrive sin første professionelle aftale, og det er åbenlyst en skæringsdato, Brøndby har bemærket og brugt til at tilbyde en kontrakt. Men Frederik Nørrestrand har skudt klubbens første kontraktforslag ned.
»Jeg er en del af U17-holdet i Brøndby, men jeg føler ikke, at jeg bliver presset optimalt, og det påvirker mit humør, så jeg den ene dag er glad og den anden dag er sur. Jeg har brug for at træne på et højere niveau og måske springe andet år som U17-spiller over og komme op på U19-holdet. Og så skal jeg gerne træne med superligatruppen en gang i mellem, og det kan Brøndby ikke love mig,« siger Frederik Nørrestrand.
»Jeg fik ellers ros af Alexander Zorniger, den ene gang jeg trænede med. Jeg kunne være med både fysisk og spillemæssigt. Det er også derfor, at jeg er chokeret over, at jeg ikke har fået lov at træne med holdet igen, og jeg kan ikke få et direkte svar på grunden,« forklarer Frederik Nørrestrand, der kort efter sin fødselsdag 14. november ikke blot skulle forholde sig til andre store klubbers interesse, men også mange agentfirmaer, der ville have ham ind i folden.
Valget faldt på agentfirmaet HCM, der også rådgiver etablerede navne som Daniel Amartey, Robin Olsen og Johan Dahlin, og netop HCMs netværk bragte i den forgangne uge Frederik Nørrestrand til opholdet i Premier League-klubben Sunderland.
Men selv om meget peger i andre retninger, er førsteprioriteten Brøndby.
»Jeg vil gerne blive i Brøndby, og det er det, jeg fokuserer på lige nu. Jeg er skuffet over, at Brøndby ikke behandler min træningsiver bedre. Kontrakten betyder faktisk ikke særligt meget for mig lige nu. Hvis man er 15 år og spiller for pengene, er man skruet forkert sammen. Jeg skal udvikles som fodboldspiller, og det gør jeg kun, hvis jeg bliver udfordret mere og får hårdere træning. Får jeg det, er jeg klar til at skrive kontrakt,« slutter Frederik Nørrestrand.
Brøndby har ikke ønsket at kommentere historien.