Alexander Zorniger har kun været i Danmark siden i sommer, men han er alligevel blevet nomineret til titlen som Årets Træner, og det er tyskeren meget stolt over.
»Det er selvfølgelig en ære, og det er især stort, når man er udlænding. Jeg har kun været her i et halvt år. Jeg må takke mit hold,« siger Alexander Zorniger til Brøndby-app'en Brøndby Indefra.
Den 49-årige tysker har indført en ny stil, som indtil videre har givet Brøndby en andenplads i tabellen. Det er et noget bedre udgangspunkt end klubben har været vant til i en årrække, og det er på den baggrund, Alexander Zorniger er nomineret til titlen som Årets Træner.
De andre nominerede er Ståle Solbakken (FC København), David Nielsen (Lyngby) og Bo Henriksen (AC Horsens).
»Det er en interessant kombination med to trænere, der er rykket op fra 1. division, en meget vindende træner og så mig,« siger Alexander Zorniger.
»Alle fire trænere er meget følelsesladede. Det husker jeg fra de kampe, hvor jeg har mødt de tre andre,« siger han.
Brøndbys sportsdirektør, Troels Bech, mener, at det er velfotjent, Alexander Zoirniger er nomineret.
»Han har forbedret holdet 10-20 procent, og han har tilføjet en ny dimension til fodbolden herhjemme. Det er godt for hele fodbold-Danmark, og derfor mener jeg, at Alexander Zorniger bør vinde titlen som Årets Træner 2016,« siger Troels Bech.
Vinderen bliver præsenteret ved Dansk Fodbold Award 20. marts.