Brøndby spillede en fremragende kamp mod FC Midtjylland, men Alexander Zorniger virkede allerede træt ved tanken om at skulle forholde sig til, at Brøndby ser markant mere klar ud fra sæsonens begyndelse end FC Københavm.

Lad os bare kaste ud i det, det handler om: Er det i år, Brøndby kan slå FC København? Er det i år, Brøndby for første gang siden 2005 vinder Danmarksmesterskabet? Det virkede helt oplagt at stille spørgsmålet, da Brøndby lige havde slået FC Midtjylland med 4-0, dagen efter at FC København kun havde spillet 1-1 mod AaB. Det syntes Alexander Zorniger bare ikke:

»...(stilhed)...det er ikke et godt spørgsmål i dag. Så vidt jeg ved, er det første turneringskamp,« begyndte Alexander Zorniger, da han blev spurgt, om Brøndby er kommet tættere på FC København og fulgte så op:

 
Brøndby strøg til tops i Superligaen, da de med 4-0 sejren over FC Midtjylland vandt sæsonens første kamp.
Vis mere

»Jeg kan ikke sige, jeg ville have deres spillere, men jeg ville elske at have deres penge at købe ind for. De har gode spillere, og de skal nok nå deres niveau,« sagde Zorniger.

Hvorfor vil du egentlig ikke tale om det? Det er vel det, der er jeres mål?

»Come on... De spillere, de har i Parken, startede ikke med at spille fodbold i går, og jeg begyndte ikke med at være træner i dag. Spørg mig om kampen, så skal jeg besvare alle jeres spørgsmål, men spørg mig ikke om mesterskabet.«

Folk, der både så Brøndbys sejr over FC Midtjylland og FC Københavns uafgjorte mod AaB vil vide, hvorfor spørgsmålet virker så oplagt. Mens FC København fremstod skrøbelige, trætte og hakkende, virkede Brøndby-spillerne voldsomt oplagte og fulde af energi, og med købet af Kasper Fisker virker Brøndby ikke svækkede af Lebogang Phiris afgang, men derimod forstærkede på den kreative front uden at have mistet løbemeter.

»Vi skal arbejde stenhårdt, hvis vi skal blive ved med at vinde, for det giver ikke sig selv. Man skal være træt, hver gang man har spillet. Det er hårdt at spille det her system, og det er også nyt for mig ikke at spille på kanten. Men jeg er allerede ved at vænne mig til det,« siger Kasper Fisker, der med 13,3 kilometer inden kampen i aften har løbet længst af alle spillere i sæsonens første spillerrunde. Det, konstaterede Alexander Zorniger, var typisk for Brøndbys indsats:

»Vi spillede med masser af energi og med mange spillere, der var i stand til at lægge den sidste aflevering og som har stor kreativitet. Det gav lidt arbejde for vores firebackkæde, der gjorde det fremragende. Der er en balance, vi kan arbejde på,« sagde Zorniger og roste de meget medlevende fans uden dog selv at lade sig rive med af begejstringen. »Vi spillede på det niveau, vi havde sidste år. Der var intet specielt ved den, men det var måske den bedste modstander, vi har spillet mod på det niveau,« sagde Zorniger.

Så er der FC Midtjylland. Av, av. Anfører Jakob Poulsen:

»Det var en rigtig, rigtig, rigtig, rigtig, rigtig dårlig indsats. Vi taber på alle parametre - undtagen fejlafleveringer,« sagde den rutinerede midtbanespiller tørt efter nederlaget og opsummerede således:

»Vi taber helt fortjent. Der var bedre energi i Brøndbys hold, de var bedre i boldomgangen... de var bedre til alt.«

I forhold 4-2 sejren over Ferencvaros havde træner Jess Thorup skiftet ud på fem pladser, og som han sagde, var det ikke alle, der greb chancen på Brøndby Stadion.

»Men jeg var nødt til det. Vi vil rigtig gerne spille mange kampe i år, og hvis vi skal det, skal vi have mange spillere i aktion. Men hvis vi skal spille mange kampe, skal vi også spille bedre end i dag,« konstaterede han.