Brøndby vandt 2-0 over Silkeborg på baggrund af en god anden halvleg. Dermed tog Thomas Franks mandskab revanche efter den dårlige premiere i Superligaen, hvor FC Midtjylland klaskede Brøndby med 3-1 på den jyske hede.

Hjemmeholdet havde nyindkøbet Elbasan Rashani i startopstillingen og viste da også i perioder glimt af godt fodboldspil i første halvleg, men det var som om, at den sidste skarphed manglede i de afgørende situationer. I de første 45 minutter præsterede Silkeborg ikke nær så godt som i 0-0-premieren mod FCK, og gæsterne formåede sjældent at ramme en medspiller på over tre afleveringer i træk.

På Silkeborgs bænk reagerede Jesper Sørensen ved at pille Bjarni Vidarsson ud i pausen og erstatte ham med Jesper Bech, men få minutter inde i anden halvleg stod det hurtigt klart, at det var Brøndby, som var kommet bedst op af spillertunnellen.

Ferhan Hasani og Frederik Holst kombinerede sig fint igennem i Silkeborgs højreside i et af de første angreb. Højrebacken Holst trillede bolden skråt bagud til José Ariel Nuñez, der bankede bolden ind bag en chanceløs Kasper Jensen i målet. 1-0-føringen til Brøndby var fuldt fortjent.

Silkeborgs Nicolaj Ritter testede Lukas Hradecky fra distancen efter en times spil, men Brøndby-målmanden, der i sidste sæson viste storspil, parerede bolden ud af farezonen. Ellers var det småt med store chancer til gæsterne, der ellers fik etableret et mindre pres mod kampens slutning.

I kampens tillægstid scorede indskiftede Lebogang Phiri. Sydafrikaneren blev spillet fri foran mål og kunne uden problemer sparke Brøndby i front med 2-0.

Igen var Brøndbys angriber Johan Elmander ude af truppen. Svenskeren er sammen med sin familie af personlige årsager, og det vides endnu ikke, hvornår han vender tilbage til Vestegnen.