Alexander Szymanowski signalerede i weekendens kamp mod FC Midtjylland, at han gerne ville skiftes ud efter en duel med hjemmeholdets Patrick Banggaard, og nu viser undersøgelser, at den argentinske spiller har beskadiget et par ledbånd i skulderen. 

Skaden betyder, at Szymanowski må sidde ude i de næste tre-fire uger. 

- Vi er ærgerlige over at måtte undvære Alex i de næste uger. Vi er inde i en vigtig periode med de første kampe i Superligaen og ikke mindst de europæiske opgør mod Club Brügge, så det er en streg i regningen, at vi ikke har Alex til rådighed det næste stykke tid, siger cheftræner Thomas Frank til klubbens hjemmeside.
 
- Heldigvis har vi flere andre, dygtige spillere, der er klar til at tage over i de kampe, hvor Alex ikke kan spille, og så ser vi frem til, at han igen er kampklar, tilføjer han.
 
Det er vurderet, at Alexander Szymanowski slipper for en operation af skulderen, og han kan derfor holde formen ved lige med løb og styrketræning, når ledbåndene er groet sammen igen.