Brøndby missede reelt set muligheden for at vinde en titel i denne sæson, da holdet onsdag aften tabte til Sønderjyske i pokalturneringen.

Ved stillingen 2-2 begik Dario Dumic den fejl, at han som bageste mand prøvede at afdrible Adama Guira i stedet for at sparke bolden væk, og Sønderjyske-spilleren tog bolden fra Dario Dumic, inden han blev nedlagt i feltet og fremtvang en udvisning til Brøndby-forsvareren.

Sønderjyske brændte det efterfølgende straffespark, men i den forlængede spilletid kunne Brøndbys 10 mænd ikke længere holde hjemmeholdet fra scoring, og Brøndby forlod pokalturneringens kvartfinale med et nederlag på 2-4. Efter kampen indrømmer Dario Dumic, at hans røde kort fik en afgørende betydning.

»Det var rimelig udslagsgivende for kampen, så jeg er pisse ked af det. På holdets vegne, på klubbens vegne, på fansenes vegne. Det er en svær situation at være 10 mod 11 i en fysisk hård kamp som denne, og det tærer på kræfterne. Jeg kan ikke sige så meget andet. Jeg forsøger at erobre bolden, men får i stedet nedlagt ham, så der er rødt kort,« siger Dario Dumic til klubbens hjemmeside.

»Vi ville så gerne videre, så det er skuffende at opleve det briste. Vi skal nok komme op med hovederne igen, men det er klart, at lige nu er skuffelsen stor,« tilføjer midterforsvareren.                                                                                   

Da Brøndby ikke længere er med i pokalturneringen, skal Dario Dumic afsone sin karantæne i Superligaen, og dermed er han ikke med i søndagens kamp mod FC København i Telia Parken.

Også Christian Nørgaard, der også fik rødt kort i slutningen af kampen mod Sønderjyske, er ude af den kamp.

I forvejen var det bekendt, at Thomas Kahlenberg og Johan Elmander heller ikke er med mod FC København - ligeledes på grund af karantæner - så Brøndby-træner Thomas Frank må nu tænke i alternativer.