Det gør han som et led i det, der i en selskabsmeddelelse fra Brøndby kaldes en 'transferfinansiering' af nyindkøbene Fredrik Semb og Elba Rashani.
- Jeg har efterhånden sagt en del gange, at jeg har Brøndby IF i hjertet. Det var en af de tungeste årsager til, at jeg gik ind som investor i klubben, og det er også årsagen til, at jeg nu har valgt at finansiere de to transfers. Når klubben først er inde under huden på én, så er man 'ramt'. Det tror jeg, at mange andre end jeg kender til, siger Jan Bech Andersen, der har 27 procent af aktierne i Brøndby IF.
Når man også kan kalde denne nye investering for en gave, skyldes det, at Jan Bech Andersen trods de 12 millioner kroner overlader 100 procent af kontraktrettighederne til Brøndby. Derfor er der ingen gevinst at hente for Jan Bech i forbindelse med et eventuelt salg, for den vil tilfalde klubben, mens et eventuelt tab kun vil gå ud over Jan Bech.
Jan Bechs umiddelbare udbytte kan gøres op i de fem procent i forrentning, han i spillernes kontraktperiode får ud af de 12 millioner kroner.
- Ingen skal være i tvivl om, at jeg vil Brøndby IF det bedste, og at jeg ikke har intentioner om at tjene store penge på transferfinansieringen. Vi ønsker at undgå myter, og derfor er vi helt tydelige omkring konstruktionen og finansieringen. Modellen bliver lagt åbent frem.
- Jeg har betinget mig, at det skal være en særdeles fordelagtig aftale for Brøndby IF, og der må på intet tidspunkt opstå tvivl om min rolle eller motiver. Jeg er glad for, at jeg kan hjælpe og på denne måde give klubben og virksomheden et skub i den rigtige retning. Vi fremlagde i sidste uge en plan for de kommende tre år under overskriften 'Brøndby IF - Vision 2017', og dette initiativ vil bidrage til, at Brøndby IF kommer tættere på at nå i mål, siger Jan Bech Andersen.