Brøndby-direktør Tommy Sommer Håkansson og Spillerforeningens direktør, Mads Øland, nærmer sig en afklaring.

Om Superligaklubben Brøndby kommer til at overleve den nuværende økonomiske krise, kan meget vel blive afgjort i de kommende dage.

Kklubben har for nylig offentliggjort en redningsplan, hvor en række aftaler skulle laves med forskellige interessenter, hvis eksterne investorer skulle skyde penge i klubben og i sidste ende sikre fremtiden for vestegnsklubben.

I dag mangler Brøndby stadig at nå frem til en aftale med Spillerforeningen, hvis klubbens kortsigtede redningsplan skal fuldføres. Spillerforeningen har krævet, at Brøndby skal stille et stort beløb som sikkerhed for det lån, som spillerne giver klubben i form af en lønnedgang på 70 procent i januar – et beløb, som spillerne skal have igen, når klubbens planlagte aktieemission skal gennemføres senere på foråret. Den del af Spillerforeningens forslag har Brøndby imidlertid svært ved at imødekomme, og derfor forhandler parterne stadig. Søndag er der blevet gjort fremskridt, og nu kan en løsning være nært forestående.

- Vi er i en positiv dialog, og vi fortsætter forhandlingerne de næste dage, siger Brøndby-direktør Tommy Håkansson ifølge MetroXpress og bliver spurgt, om det så betyder, at parterne er kommet tættere på hinanden:

- Som sagt så er vi i en rigtig positiv dialog, så jeg synes, at vi er kommet tættere på hinanden, siger Brøndby-direktøren.

Brøndby skylder en række tidligere spiller godt 24 millioner i ferie- og pensionspenge.



tipsbladet.dk