Den tidligere AaB-profil jagtes af adskillige Superliga-klubber, men kan også blive i udlandet.

Det er blevet noteret flere steder, at hollandske NEC Nijmegen har danske profiler i truppen, som ikke har den store lyst til at spille i den næstbedste række efter nedrykningen i sidste sæson.

Lasse Nielsen, Søren Rieks og Kevin Conboy ser alle tre ud til at være tabt for NEC med flere bejlere på hånden. Især midterforsvareren Lasse Nielsen kan snart være fortid i den hollandske klub, selv om det blot er et halvt år siden, han skiftede fra AaB.





Hollandske pressekilder melder om, at en række Superliga-klubber har meldt sig på banen, heriblandt FCM, Brøndby og Esbjerg. Også svenske Malmø FF er en seriøs mulighed.



Især de to førstnævnte har været meget konkrete, og Lasse Nielsen var udset til at være afløseren, da FCM var tæt på at sælge Erik Sviatchenko til FCK.

Men den handel er kollapset nu, og derfor er det ikke sikkert, at FCM økonomisk kan konkurrere med de øvrige bejlere i feltet. Brøndby er også stærkt interesseret, fordi meget tyder på, at det ikke bliver til en forlængelse med Khalid Boulahrouz.

Der er i hvert fald dialog mellem Brøndby og NEC, som er økonomisk presset og derfor også kan se en fordel i at slippe stopperen.





Meldingerne går dog på, at Lasse Nielsen helst bliver i udlandet for at få nogle oplevelser med i bagagen, og det kan Malmø FF profitere af. Den svenske klub skal spille Champions League-kvalifikation snart og vil gerne forstærkes i midterforsvaret med Lasse Nielsen, der tidligere har været inde omkring landsholdet.

Der er imidlertid også andre udenlandske klubber inde i billedet, så det bliver ikke let at hente Lasse Nielsen hjem til Superligaen.

- Jeg kan bekræfte, at der er stor interesse for Lasse både fra Danmark og udenlandske klubber. Hvad det ender med er svært at sige, og vi lukker ikke døren over for noget som helst, siger Lasse Nielsens agent Mads Winther til bt.dk.