KØB PLUS!

Brøndby og Bille: Det passer ikke

Både Brøndby, Nicki Billes agent og Nicki Bille selv er tydelige i retorikken. Nicki Bille trækker under ingen omstændigheder i den blå/gule trøje.

Nicki Bille til Brøndby. På mange måder lyder det som et 'match made in heaven', men de blå/gule tilhængere får næppe vestegnsknægten at se på Brøndby Stadion.

Tidligere på onsdagen skrev ekstrabladet.dk historien om, at Brøndby trods enorme økonomiske problemer henter angriberen Nicki Bille i den spanske klub Rayo Vallecano. Købet skulle efter sigende finansieres af rigmanden Thomas Rasmussen, der for nylig sprøjtede penge i den slunkne blå/gule klubkasse gennem et køb af Simon Makienok Christoffersen.

Der er imidlertid intet i historien, som også sporten.dk tirsdag hørte de første rygter om. Det var dog ikke muligt at få rygtet verificeret, og det er der en grund til. Ifølge de implicerede parter er der tale om en god, gammeldags juleand.

- Det kan jeg blankt afvise. Vi har overhovedet ikke planer med Nicki Bille. Jeg kan helt ærligt sige, at det er en and, siger Brøndbys sportsdirektør Ole Bjur til sporten.dk

Passer det, at I skulle have været til et møde med Billes agent?

- Hold nu op, vi har overhovedet ikke skullet til noget som helst møde. Jeg kan kun gentage, det er en and, fortsætter Bjur.

Samme melding kommer fra Nicki Billes lejr. Angriberens agent, Nikola Juric, understreger at hans klient ikke skal til Brøndby.

- Historien passer ikke. Den er usaglig, og jeg vil gerne skyde den ned, inden den kører af sporet, fastslår Juric.

Senere valgte Nicki Bille selv på facebook at afvise med følgende status:

- Vil lige meddele at historien om at jeg skulle være på vej til Brøndby ikke er sand, skriver Nicki Bille og fortsætter:

- Det ville uden tvivl være et perfekt match, men der er intet hold i det og min agent har ikke været til møde med nogle fra Brøndby eller i kontakt med dem. Ønsker Brøndby alt det bedste! Fortsat god dag.

Læs også: