Seks sejre i otte kampe. 19 point ud af 24 mulige. Efter år med ustabile præstationer på Vestegnen har Brøndby endelig fået genskabt fundamentet til det fort, der i storhedstiden var tæt på umuligt at indtage for modstanderne.

Søndag gik det ud over Sønderjyske, der ellers har specialiseret sig i kunsten ikke at tabe. Ikke siden 17. august var sønderjyderne før aftenens kamp gået fra banen som taber. Dengang vandt dagens modstander 2-0. Søndag 'nøjedes' Brøndby med en kneben 1-0-sejr.

Det var en tilfældighed, der blev Sønderjyskes onde skæbne. Andrew Hjulsagers afslutning tyve minutter efter pausen ramte Pierre Kanstrup og snød Marin Skender i det sønderjyske mål.

Den scoring var nok til at vinde et opgør, som aldrig blev velspillende, men levede til det sidste. Sønderjyske viste i perioder godt presspil, der stressede Brøndby, men hjemmeholdet havde i en velspillende Daniel Agger et modtræk, der flere gange satte Sønderjyske-offensiven i skak.

Selvsamme Agger måtte i Brøndbys forrige kamp mod Hobro udgå med en skade og kunne siden se sit hold falde sammen og tabte 0-3 til deltidsprofferne. Den oplevelse har Brøndby-træner Thomas Frank kaldt både pinlig og ydmygende, hvorfor sejren over Sønderjyske må høre under kategorien 'oprejsning'. Og måske være et springbræt mod toppen af Superligaen.

I hvert fald bringer sejren Brøndby op på fjerdepladsen i Superligaen blot to point fra ærkerivalen FC København. Grundlagt af en hjemmebanestatistik, som kun Superliga-duksen FC Midtjylland kan stikke.

- Brøndby Stadion skal igen være et fort og er ved at være det, sagde Thomas Frank i søndagens BT.

Søndag aften blev bastionen yderligere forstærket.

Sønderjyske derimod fortsætter sin tilværelse i bundregionen. Holdet har fire point ned til nedrykningsstregen, men men præstationen mod Brøndby bør de dog ikke være i fare. Dertil virker de alt for robuste.