Meget tyder på, at Frederik Rønnow stadig er Brøndby-spiller, når transfervinduet smækker i når torsdag bliver til fredag i denne uge.
Det har ellers længe været en offentlig sag, at Brøndby har ført intense forhandlinger med den engelske Championship-klub Nottingham Forest om et salg af landsholdsmålmand Frederik Rønnow. Men efter søndagens 2-0-sejr hjemme over AC Horsens punkterede Rønnow selv al snak om et skifte til den engelske traditionsklub.
»Jeg kommer ikke til at tage derover, og det er der forskellige grunde til,« lød det bestemt fra Rønnow.
Så det er helt udelukket?
»Ja, det er det. Der skal være godt for alle parter, og der er nogle ting, der spiller ind der. Jeg vil ikke ind på hvilke. Men det kommer ikke til at ske.«
Hvad med andre klubber end Forest?
»Ja, altså hvis Real Madrid kommer, så…ej, det er jo bare spekulationer. Jeg prøver ikke at tænke så meget på fremtiden og fokusere på fodbolden.«
{embedded type="node/webtv_link" id="54253438"}
Så det her var ikke afskedskampen med Brøndby?
»Det er svært at sige. Det tror jeg ikke. Jeg forholder mig til det, jeg ved. Det har været en speciel tid, hvor der har været meget fokus på ting, der ikke sker på banen. Men jeg har forsøgt at bevare fokus, selv om det har været svært, sluttede Rønnow.
Brøndbys tyske cheftræner, Alexander Zorniger var efterfølgende også ret overbevist om, at Frederik Rønnow dukker op til træning, når landskamppausen er overstået. Faktisk forventer han at se samtlige spillere igen.
»Jeg forventer, at der ingenting sker (indtil transfervinduet lukker, red.).«
Så al den snak om Frederik Rønnow…
»Det spørgsmål har jeg lige svaret på.«
Men vi ved alle, at penge bestemmer i topfodbold.
{embedded type="node/webtv_link" id="54252737"}
»Selvfølgelig. Jeg var jo også ret sikker på, at Andrew Hjulsager havde været hos os i starten af dette år, men den 31. januar blev han solgt. Så alt kan ske, men jeg forventer, at intet sker. Vi har et godt hold med en god indbyrdes konkurrence, som vi skal bruge,« understregede Zorniger.
Den tyske træner fik brug for at sin tålmodighed, da 2-0-sejren blev kørt i hus,
AC Horsens havde længe stor succes med skraldebang-taktikken, hvor der blev investeret både aktier og obligationer i enhver tackling og nærkamp. Det tog den værste brod af Brøndbys angrebslyst, og hjemmeholdet fik i de første 45 minutter aldrig rigtig testet Horsens’ finske sidsteskanse, Jesse Joronen.
Der skulle noget ekstraordinært til at lirke Horsens-dåsen. Det kom et kvarter inde i anden halvleg, hvor Brøndby-anfører Johan Larsson tog chancen fra 25-30 meters afstand. Bolden nåede både at ramme en modstander og stolpen, før den skruede ind i nettet bag Joronen.
Det åbnede kampen op, og Brøndby havde efterfølgende flere gode chancer, men angriberne – i særdeleshed tjekkiske Jan Kliment – fumlede gang på gang, når tingene skulle gøres færdig.
Men selv Kliment kunne ikke undgå at score, da han i kampens overtid fulgte op på Kamil Wilczeks kiksede straffespark.
Og sådan gik det altså til, at Brøndby vandt i det, der sandsynligvis ikke var afskedskampen for Frederik Rønnow.
