Også it-millionæren Thomas Rasmussen skal være klar til at være långiver. Lånet er sikret via Kasis gæld til klubben

Den første del af Brøndbys redningsplan begynder så småt at ligne noget, og endnu engang er det de gode gamle venner af huset, der træder til med en hjælpende hånd.

Som sporten.dk kunne fortælle 9. januar jagter Brøndby 25 mio. kr. til at sikre løn og andre udgifter i månederne frem til aktieemissionen i slutningen af marts eller begyndelsen af april, og de penge ser ud til at være i hus. Først og fremmest som lån, der altså skal betales tilbage, og derfor umiddelbart blot ligner en kæmpestor tissetår til at holde varmen i det økonomiske frostvejr.

Men sporten.dk kan i dag afsløre, at det endnu en gang er klubbens næstformand, Benny Winther, og it-millionær Thomas Rasmussen, der træder til med lån, og at det såmænd er den tidligere storsponsor og mæcen Jesper 'Kasi' Nielsen, der står som garant for, at de to får deres penge igen.

Ifølge en fortrolig e-mail, som sporten.dk er kommet i besiddelse af, ønsker Brøndby IF at give Benny Winther og Thomas Rasmussen sikkerhed for de lån, de har givet tilsagn om, i det beløb, Jesper Nielsen gennem sit nu opsagte sponsorat stadig skylder klubben.

Af skrivelsen fremgår det, at Brøndbyernes IF Fodbold A/S ønsker at Benny Winthers selskab, CEMB ApS, og Thomas Rasmussens selskab, Media-Invest Danmark ApS, får sikkerhed i det tilgodehavende, klubben mener at have i Jesper ’Kasi’ Nielsens firma, Kasi ApS.

Manøvren skal ’denuntieres over for både Skat, Kasi ApS og Pandora A/S’ lyder det. En denuntiation er en underretning til en skyldner - i dette tilfælde Kasi-Jesper - om, at kreditor, Brøndby IF, har overdraget gælden til en anden, altså Benny Winther og Thomas Rasmussen.

Det er ikke klart, hvor mange penge Brøndby har til gode hos Kasi som følge af den ophørsaftale af sponsoratet, parterne indgik for godt et år siden. Dengang hævdede Brøndby at have 41 mio. kr. til gode, men det beløb regner klubben næppe længere med at få ind.

I et interview med Jyllands-Posten fortalte Jesper ’Kasi’ Nielsen 12. januar, at Brøndby havde tilbudt ham at indgå et forlig på 15 mio. kr. under visse forudsætninger, hvilket han dog afslog.

Af den seneste delårsrapport fremgår det ikke, hvor meget Brøndby mener at have til gode hos Kasi. Her er kravet lagt sammen med et beløb til feriepengesagen og opført under hensættelser for i alt 44 mio. kr. Da feriepengesagen heller ikke er afgjort endnu, er også dette beløb ukendt.

Brøndbys ledelse forventer dog under alle omstændigheder, at klubben har penge nok til gode til at stille garanti for Benny Winther og Thomas Rasmussens lån, der skal redde klubben frem til april. Brøndby forventes at kunne ’trykke på knappen’ og gennemføre hele lånemanøvren, så snart klubben er blevet enig med Spillerforeningen om en løsning på Feriepengesagen, hvilket givetvis sker inden udgangen af denne uge.