Tag denne artikel i hånden og bliv endegyldigt klogere på, hvad der sker, hvis Brøndby i sidste ende går konkurs.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Brøndby er så tæt på en konkurs som aldrig før, og hvis forhandlingerne med Spillerforeningen fortsætter med samme ufrugtbare resultat, kan det være et spørgsmål om dage, før det er slut.

Klubben skulle torsdag 31. januar have udbetalt løn til sine ansatte, men det skete ikke, og samme aften meddelte direktør Tommy Sommer Håkansson, at man hidtil ikke har kunnet nå til enighed med Spillerforeningen om en aftale omkring feriepengesagen, hvorfor lønnen er udeblevet.

Den københavnske vestegnsklub skylder med rettens ord omkring fire millioner kroner til Peter Madsen, Thomas Rasmussen og Martin Ericsson i feriepenge. Beløbet kan løbe op i over 30 millioner kroner med renter til over 50 nuværende og tidligere spillere.

Men Brøndby ønsker ikke at betale de 18 procent i renter, mens Spillerforeningen vil have en garanti for pengene, inden de vil indgå en afdragsordning med klubben. Den kan Brøndby ikke give.

Men hvad sker der egentlig, hvis eller når den første professionelle klub i danmarkshistorien, 1978, giver op? Sporten.dk har taget et kig på DBUs paragraffer og giver her de vigtigste punkter i en konkurs.

Paragraf 33 siger sådan om klubben:

- Hvis en klub indgiver konkursbegæring i løbet af en sæson, fratrækkes som straf tre point fra det bedste seniorhold i den nærmest efter indgivelsen følgende turneringsstart i en turneringshalvdel.

- Det bedste seniorhold suspenderes fra sin række. De allerede spillede kampe og pointene derfra ændres der ikke yderligere ved. Men alle kampe derefter bliver tabt ved såkaldte skrivebordsafgørelser. Det vil sige 0-3-nederlag.

- Der er spillet 20 runder i Superligaen, og da alle hold skal møde hinanden tre gange, vil enkelte klubber få seks point, mens resten kun får tre point. Randers FC og AGF mangler at møde Brøndby to gange i denne sæson og får hver seks point.

- Når sæsonen er færdig, vil en klubs førstehold blive rykket to rækker ned, hvis man har point nok til at blive over nedrykningsstregen. I Brøndbys tilfælde betyder det Danmarksserien, da klubben allerede ligger til nedrykning i Superligaen og med de resterende skrivebordsnederlag dermed ryger en række længere ned end 2. Division.

- Brøndby bliver suspenderet fra pokalturneringen, og DBU skal derfor finde en ny modstander til Esbjerg i semifinalen.

- Klubben må ikke længere have professionelle fodboldspillere, da man mister rettighederne hertil. Der skal gå et år efter det afsluttede kalenderår, hvor klubbens konkurs er indtruffet, før dette sker. Det vil sige primo 2015 for Brøndby.

Cirkulære 60 i DBUs regler siger sådan om spillerne:

- Hvis klubben misligholder kontrakterne og ikke betaler den aftalte løn senest tre hverdage efter, at spillerne skriftligt har afsendt eller fremlagt deres krav skriftligt herom, vil de frit kunne tiltræde i en anden klub.

Spillerne i Brøndby holdt torsdag aften spillermøde, og dermed kan de, såfremt de har krævet lønnen skriftligt denne aften, allerede onsdag stå på markedet og skifte til en ny klub kvit og frit.

Samtidig er der yderligere en instans, som truer med at erklære Brøndby konkurs.

Fagforeningen HK har givet klubben frem til 18. februar til at betale de kontoransattes løn - det drejer sig ifølge sporten.dks oplysninger om 5-10 personer.

Skulle Brøndby gå konkurs, vil klubben være den ottende i rækken af professionelle klubber.

Boldklubben Frem har prøvet det to gange, nemlig i årene 1993 og 2010. Lyngby FC sagde farvel i 2001. Tre år senere var det FC Nordjylland, der gik nedenom og hjem. I 2009 var det så Køge Boldklub, FC Amager og Ølstykkes tur. Og så sent som torsdag måtte FC Fyn trække stikket.