Brøndby er ifølge BTs oplysninger interesseret i Ajax-spilleren Lerin Duarte.

Klubben hentede i sidste uge forstærkning til midtbanen i form af Hany Muhkthar, som er blevet lejet i Benfica, men noget kan tyde på, at man stadig leder efter yderligere kapacitet til den centrale del af banen.

Tidligere mandag blev midtbanespilleren Benedikt Saller vejet og fundet for let, efter han havde trænet med hele sidste uge.

Og nu kan BT så fortælle, at Brøndby er interesseret i den centrale midtbanespiller Lerin Duarte fra Ajax.

Den 25-årige hollandske Ajax-spiller er kommet i overskud i klubben og er ikke længere ønsket. Det har fået flere klubber på banen, og Brøndby er ikke eneste interesserede klub i Danmark. Som nævnt tidligere i hollandske medier er også Sønderjyske opmærksomme på Duartes situation. Sønderjyderne har endda fået et tilbud afvist af Ajax.

Og netop her kan problemet ligge for Brøndby og andre interesserede. Duarte har et år tilbage af kontrakten, men Ajax vil ikke lade ham gå for ingenting. De har været villige til at løse ham fra kontrakten, men den økonomiske kompensation var for lav til, at Duarte indviligede. Derfor ser det ud til, at Duarte skal købes fri. Prisen er ikke BT bekendt.

Brøndby har endnu ikke lagt til et konkret tilbud på Ajax-spilleren, men viser interessen sig at være mere end blot en flirt, kan det gå hurtigt.

Duarte kan dække både den defensive og offensive del af midtbanen. Han kom til Ajax i 2013 fra Heracles, men han har ikke formået at bide sig fast på førsteholdet. I stedet er det blevet til udlejninger til både NAC Breda og Heerenveen.



Duarte kom ellers til klubben som erstatning for Christian Eriksen, der i 2013 netop skiftede til Tottenham. Det gik dog ikke som ønsket for begge parter. Og nu kan fremtiden meget vel ligge i Danmark.