Brøndby har sikret sig endnu en spiller i bestræbelserne på at nå helt tilbage til Superliga-toppen. Sidste sæsons nummer fire har underskrevet kontrakten med norske Elba Rashani, der allerede vil være med ved dagens træning.

Som BT skrev tidligere torsdag, så var Brøndby ude efter norske Elba Rashani, og det er spilleren fra Odd Grenland, der torsdag får lov at møde sine nye holdkammerater. Han har underskrevet en fireårig aftale med Thomas Franks tropper.

Brøndby vinder dermed kampen om Rashani foran blandt andre FC Nordsjælland, der også har været interesseret i den 21-årige kantspiller.

- Elbasan Rashani er en dygtig kantspiller, som vi længe har haft et godt øje til. Han har speed, teknik og er dygtig til at udfordre, og desuden er han fortsat ung og har et stort videreudviklingspotentiale.

- Efter at Thomas Frank og Albert Capellas var i Norge og holde et langt møde med Elbasan, var vi overbeviste, også det menneskelige plan, og nu er det så lykkedes at hente ham, selv om han har været eftertragtet af en del andre klubber end os, siger sportsdirektør Per Rud til brondby.com.


Brøndby har allerede været aktive på transfermarkedet med indkøbene af Johan Elmander og Fredrik Semb Berge, og nu kommer der altså endnu en spiller til klubben fra den københavnske vestegn. Sportsdirektør Per Rud har da også flere gange været ude og fortælle om forhåbninger om flere profil-indkøb denne sommer, og nu er Elba Rashani på plads.