Fodboldklubben Brøndby har hentet den tyske målmand Benjamin Bellot hos Bundesligaklubben RB Leipzig.

Den 26-årige tysker er en god bekendt af Brøndbys cheftræner Alexander Zorniger, som igen har set mod sin tidligere klub efter forstækninger.

Det er denne gang resulteret i, at Benjamin Bellot har scoret en to år lang kontrakt med Brøndby, hvor han får trøje nummer 16. Her afløser Benjamin Bellot i første omgang den forhenværende reservemålmand i klubben, Adam Larsen Kwarasey, der er sendt videre til norsk fodbold.

Det bekræfter Brøndbys sportsdirektør Troels Bech i en pressemeddelelse.

»Benjamin er en dygtig målmand, som er vant til at arbejde hårdt og dedikeret, og han kender vores måde at spille på. Da Adam sagde farvel, var både vi og Benjamin interesserede i et samarbejde, og der er nu sat signatur på en kontrakt, der løber til sommeren 2019 med mulighed for forlængelse til 2020,« forklarer Troels Bech og fortsætter:

»At være målmand kræver noget ret specielt i min bog, da der traditionelt set er mindre rotation på målmandspositionen end andre steder på banen. Så som målmand skal man virkelig være hårdfør og stå parat, når det gælder, og sådan en type er Benjamin. Han er et konkurrencemenneske, der vil vinde og har en god personlighed, der passer ind i den kultur, vi ønsker at have i omklædningsrummet.«

Her er Brøndbys nye målmand, tyske Benjamin Bellot. (Foto: Brondby.com)
Her er Brøndbys nye målmand, tyske Benjamin Bellot. (Foto: Brondby.com)
Vis mere

Benjamin Bellot er godt nok handlet hos en tysk topklub i RB Leibzig, men det er ikke meget, den 26-årige keeper egentlig har mærket til Bundesligaen. Således har Benjamin Bellot været et fast indslag på klubbens reservehold.

Den tyske målmand kan dog måske se frem til mange flere kampe på højeste niveau i Danmark inden længe. Lige nu sidder Frederik Rønnow tungt på målmandsposten, men den danske landsholdskeeper skulle være et ombejlet navn i udlandet, og han risikerer at blive solgt henover sommeren.

Skulle Frederik Rønnow blive i Brøndby, er Benjamin Bellot dog klar til at tage kampen op.

»Jeg tror, der vil komme til at være hård konkurrence. For jeg ved, at Frederik Rønnow er en rigtigt god målmand, men jeg synes også, at jeg har gjort det godt i Tyskland, så jeg ser frem til duellen. Jeg ved, at træneren forlanger meget af sine spillere, så jeg har arbejdet hårdt i sommerpausen og håber, at jeg er i god form,« siger Benjamin Bellot i et interview med sin nye klub.


Fire ting, du ikke vidste om Brøndbys nye målmand:

  • Et hav af spillere har forladt RB Leipzig, siden klubben blev opkøbt i 2009. Benjamin Bellot var den eneste tilbageværende spiller, som har været med fra start.
  • Da Yussuf Poulsen kom til RB Leipzig i 2013, var Benjamin Bellot tredjemålmand. Men da de to andre målmænd blev skadet på et vigtigt tidspunkt i den tredjebedste række, fik han chancen. I 10 kampe holdt han buret rent syv gange og lukkede i alt kun tre mål ind.
  • Ifølge tyske Bild ville FC Midtjylland i vinter have Benjamin Bellot, men fordi han hjemme i Leipzig skulle gøre sin uddannelse i sportsmanagement, valgte han at blive i sin tyske klub.
  • Den 26-årige målmand var i foråret til prøvetræning i MLS-klubben Philadelphia Union, ligesom også Bastian Schweinsteigers amerikanske klub, Chicago Fire, har været interesseret.