Brøndby og det tyske firma UFA har gennem længere tid forhandlet om en outsourcing af klubbens marketing aktiviteter, men nu tyder meget på, at forhandlingerne, der forventes afsluttet med udgangen af denne uge, falder til jorden.

Det tyske firma, der har hovedsæde i Hamburg og allerede arbejder sammen med en række store tyske fodboldklubber, tilbød at stå for Brøndbys kommercielle aktiviteter mod at få del i klubbens indtægter fra sponsorer, merchandise og anden kommerciel aktivitet. Der ville altså være tale om, at Brøndby ville være garanteret et vist beløb, men samtidig måtte afgive en vis portion til samarbejdspartneren.

»Jeg vil ikke kommentere på din konkrete historie, men vi prøver til enhver tid at finde ud af, hvad der er bedst for forretningen, hvordan vi bedst kan optimere den, og hvordan vi kan tilføre den nye kompetencer og udvide vores netværk,« siger Jan Bech Andersen.

Hvis Brøndby, som det ser ud lige nu, vælger selv at forvalte sin kommercielle rettigheder, er det dens egne medarbejdere, der fremover skal øge indtægterne ved blandt andet at være ’dygtigst til systematisk at indsamle viden og feedback til løbende udvikling af et mere værdiskabende samarbejde med partnere,’ som det hedder i den nye strategi.