Brøndby Supporters Trust vil af med bestyrelsen senest ved generalforsamlingen den 13. marts.

En foreløbig redning, et salg af Gildhøj Centret og en midlertidig likviditetsforbedring på 32 millioner kroner var, hvad ledelsen i Brøndby IF tidligt mandag eftermiddag kunne stille sig op og proklamere.

Redningsplanen, der ser dagens lys på långivere og kreditorers nåde, er dog på ingen måde nok til at overbevise folkene bag Brøndby Supporters Trust (BST), foreningen for mere tilhængerindflydelse i Brøndby, om ledelsens kvaliteter. Tværtimod udtrykker foreningen dagen derpå stor mistillid til folkene på Brøndby Stadions ledelsesgange. BST vil have ny ledelse inden april, hvor en ny aktieemission efter planen skal sparke nyt liv i økonomien på Vestegnen. 

- Hvis Brøndby IF skal lykkes med at rejse et beløb i størrelsesordenen 75-150 millioner kroner på aktiemarkedet kræver det først og fremmest tillid. Nuværende og potentielle aktionærer og investorer skal have tillid til, at Brøndby IF’s bestyrelse og direktion er i stand til at forvalte disse penge på en måde, der kan bringe Brøndby IF helt tilbage til den absolutte top i dansk fodbold. Den seneste tids begivenheder har undermineret enhver form for tillid, der måtte være til den nuværende bestyrelse. Derfor bør hele bestyrelsen træde tilbage hurtigst muligt, og senest på selskabets ordinære generalforsamling d. 13. marts 2013, hvis den kommende aktieemission, og den efterfølgende genrejsning af klubben skal lykkes, lyder det i en pressemeddelelse fra foreningen.

Foreningen raser over ledelsens og bestyrelses ageren de seneste uger, hvor Brøndby har været på randen af konkurs. Dråben i det berømte bæger kom mandag, hvor der efter flere dages venten blev udbetalt løn til medarbejderne, mens forhandlingerne med Spillerforeningen i feriepengesagen blev noget nær nulstillet. 

- Denne foruroligende udvikling i Feriepengesagen, hvor ledelsen i Brøndby IF spillede hasard med spillere og øvrige medarbejderes daglige brød, er blot seneste element i rækken af uansvarlige beslutninger, der reflekterer Brøndby IF’s ledelses udprægede mangel på kompetencer og format, lyder det fra Brøndby Supporters Trust.