Brøndby-ejer Jan Bech Andersen har været flittig ved tastaturet på Brøndby Supports fanforum, hvor han under dæknavnet "Oscar" blandt andet har langet ud efter den tidligere sportschef Per Rud og den nuværende træner Thomas Frank.

Det kunne BT afsløre tidligere tirsdag.

Per Rud bliver af "Oscar" – altså Jan Bech Andersen - blandt andet kaldt for "komplet og helt aldeles inkompetent", mens Jan Bech Andersen også har skrevet, at "spillerne grinede af klovnen Per".

Men Per Rud, der i dag er sportschef og administrerende direktør i HB Køge, selv venter lidt med at reagere på de hårde udfald.

"Jeg har egentlig ikke nogen kommentarer til den historie. Jeg har været i møder hele dagen, og nu går jeg ind til et aftenmøde. Det er det, jeg bruger min energi på nu. Det kan da godt være, jeg har lyst til at sige noget på et andet tidspunkt, men jeg har ikke sat mig ordentlig ind i det endnu," siger Rud til BT.

Den tidligere Brøndby-sportschef har dog allerede mærket nogle af efterdønningerne på afsløringen om Jan Bech Andersens alias på Brøndby Supports forum, erkender han.

"Jeg er bekendt med, hvad der foregår, men lige nu bruger jeg min tid på det her job. Så skal jeg nok få læst de ting i aften," siger Rud.