Brøndbys adm. direktør, Tommy Sommer Håkansson, tror på, at klubben får en aftale med spillerne senest torsdag.

Brøndby har som bekendt ondt i økonomien, men spillerne har foreslået, at klubben låner en vis procentdel af spillernes lønninger frem til aktie-emissionen i april, som gerne skulle skaffe tiltrængt kapital. 

Hvor stor en del af lønnen, det drejer sig om, er uklart, men en kilde i klubben siger, at det 'ikke er helt forkert' når sporten.dk fortæller, at det drejer sig om 60-70 procent af lønnen.

Spillernes plan er et alternativ til det ledelsens forslag om midlertidig lønnedgang på 25 procent og permanent lønnedgang på 10 procent.

Og det kan meget vel vise sig at være en farbar vej.

- Jeg vil ikke sige, at klubben er reddet, men det går den rigtige vej, siger adm. direktør Tommy Sommer Håkansson til sporten.dk

Oprindeligt havde Brøndby sat torsdag kl. 12.00 som deadline for en aftale med spillerne, men det er usikkert, om det kan nåes.
 
- Det er ikke sikkert, at vi bliver færdige kl. 12.00, men vi skal nok nå det, siger Tommy Sommer Håkansson.

- Alle skal give sig for, at vi kan komme i mål, og vi skal nok melde ud, når vi er klar, siger Brøndby-direktøren.