Johan Larsson kan meget vel blive den første Brøndby-tilføjelse i dette transfervindue.

Det svenske medie fotbollskanalen.se har tidligere berettet om dansk interesse for den offensive back-spiller fra Elfsborg, og nu melder samme medie, at Brøndby nu har smidt et bud på den 24-årige svensker.

Elfsborg har allerede sikret sig en erstatning for Johan Larsson, da man har hentet Jesper Manns i Jönköping, og derfor vil et salg af Johan Larsson ikke være helt umuligt.

Brøndby lejede i weekenden Michael Almebäck ud til Esbjerg, og klubben er også interesseret i at skille sig af med Fredrik Semb Berge fra forsvarets overskudslager.

Johan Larsson er højre back og skal, i givet fald han kommer til Brøndby, kæmpe med Frederik Holst om en plads på træner Thomas Franks hold.