Brøndby solgte få dage før FC Midtjylland-kampen Quincy Antipas, der var gået hen og blevet en marginalsspiller, til Hobro.

Antipas skal nu erstattes, men det bliver ikke med en breddespiller, forklarer sportsdirektør Per Rud efter 1-3-nederlaget i Herning.

- Det har hele tiden været hensigten, at vi skulle forstærke os, og det har vi også gjort. Men jeg vil sige, at vi sandsynligvis ikke er færdige med at handle, siger Per Rud, der ikke vil ind på, hvor på holdet han vil købe ind til, men siger:

- Vi kigger hele tiden på at forstærke holdet fra toppen.

I sidste sæson var den dårlige start på Superligaen skyld i, at Brøndby købte mange spillere, men selv om det blev til nederlag mod FC Midtjylland, bliver det ikke på den baggrund, at Brøndby henter nyt blod.

- Jeg kigger aldrig i øjebliksbilleder. Det er slet ikke min eller klubbens stil. Sådan en kamp ændrer ikke på nogen som helst former for strategi hos os. Det er klart, at lige når man går ud, så er det ikke det resultat, man havde forventet, men det handler ikke om andet, end at vi i morgen (mandag, red.) må analysere kampen og træne hårdt på at gøre det bedre i næste kamp, siger han og fortsætter:

- Vi må konstatere, at det var en stærk modstander, vi var oppe imod i dag (søndag, red.). Jeg synes jo, de fortjente sejren mere end os, så selvfølgelig er vi skuffede. Man har set mange gange før, at man gør det rigtig godt i opstarten, men taber den første kamp. Man ser også ofte det omvendte. Så kan man altid sidde og analysere det. FC Midtjylland er et ekstremt fysisk godt hold, og der var bare ikke kvalitet i mange af de ting, vi lavede, siger Per Rud.