Han står med det øverste ansvar for, at flere hundrede Brøndbyfans invaderede banen efter pokalsejren mod FCK. Et ansvar, Brøndbys sikkerhedschef Emil Bakkendorff, nu påtager sig.

Muligheden for at trække sig fra posten har passeret hans tankebane. Men beslutningen må være op til andre at tage, fortæller han til sporten.dk.

Hvordan kunne det ske, at flere hundrede fans kunne få lov til at invadere banen onsdag mod FCK?

- Hvis jeg kunne svare på det, så havde jeg været profet. Der var intet, som tydede på, at der skulle ske noget i den stil onsdag. Men vi må selvfølgelig gardere os mod det hver eneste gang, og det vil vi fremover.

Men hvorfor formår jeres kontrollører ikke at stoppe baneløberne?

- Vi skulle nok ikke have ladet de første fans juble sammen med Mike Jensen. Vi skulle have smidt dem ud på den anden side igen. Men man kan altid se tilbage i bagklogskabens ulidelige klare lys.

Hvem, mener du så, har ansvaret for, at I ikke gjorde det?

- Det har Brøndby IF og undertegnede. Vi løber ikke fra ansvaret.

Så når du ser indad, så har du også begået fejl i den her sag?

- Ja, selvfølgelig. Jeg har lige sagt til dig, at set i bagklogskabens klare lys skulle vi have været gearet til, at en baneinvasion kunne ske. Her har vi helt klart dummet os, og det må vi tage på os. Der er ikke andet at gøre, end at lægge sig fladt ned og sige, at det var en fejl. Det må vi lære af i fremtiden.

Har du overvejet at trække dig som konsekvens af denne sag?

- Hver gang du begår fejl, så gør du dig nogle tanker. Jeg har ikke decideret besluttet, at jeg vil trække mig. Men man gør sig selvfølgelig sine overvejelser, og det er ikke min person, der skal stå i vejen. Hvis folk lige omkring mig mener, at jeg er en hindring i at opnå bedre forhold, så klæber jeg ikke til min taburet på nogen måde. Overhovedet.

- Jeg har set, at nogle medier mener, at jeg bør skride. Og folk har lov til at have deres mening. Men indtil videre, så er det spekulationer. Det er klart, at i vores evaluering taler vi om det hele, men jeg har ikke mærket nogen former for mistillid endnu. Men hver eneste gang, at noget går galt, så renser jeg også mig selv. Og derfor siger jeg jo også, at vi ikke har været gode nok.

Hvad vil I gøre fremover for at undgå, at det sker igen?

- Det vil være forkert at sige, at der aldrig vil komme endnu en baneinvasion. Men i dette tilfælde kunne det have været nok, hvis vi havde reageret med det samme. Og den chance for at stoppe det, må vi ikke give fra os. Det er pinligt, at det sker, og det er en skamplet på klubben.