Brøndbys venstre back Riza Durmisi er en af holdets stamspillere og efter Lukas Hradecky den mand, som har spillet flest minutter i efteråret.

I landsholdsregi er han også en del af U21-landstræner Jess Thorups trup, og det regnes for en sikker sag, at han kommer med til sommerens U21-EM.

A-landsholdet har det 20-årige talent dog ikke set skyggen af, selv om Morten Olsen har store kvaler på netop venstre back-positionen, og derfor har Durmisi seriøse overvejelser om at stille op for Makedonien, hvor han har rødder.

»Jeg ved ikke, om jeg er ved at blive træt af at vente på min chance, men selvfølgelig er det irriterende, når jeg føler, jeg har været stabil over længere tid,« siger Riza Durmisi og tilføjer:

»Jeg kunne godt tænke mig at prøve noget A-landsholdsbold inden for et år til halvandet. Når det er sagt, skal jeg først og fremmest vise det på banen for at gøre mig fortjent til det. Men hvis der går et-to år, og jeg stadig ikke er udtaget, vil man selvfølgelig overveje sine muligheder, det skal jeg ikke lægge skjul på. Men jeg er født og opvokset i Danmark, så jeg håber og ved, det snart sker.«

Netop den tro råder cheftræner i Brøndby, Thomas Frank, sin spiller til at holde fast i.

»For det første vil jeg sige, at det helt er Rizas eget valg, om han vil spille for Danmark eller Makedonien. Når det er sagt, håber jeg, at han vil spille på det danske landshold, hvis han er dygtig nok til det og bliver udtaget,« siger Thomas Frank og fortsætter:

»Riza er en rigtig dygtig spiller, som har taget et par rigtig gode og flotte skridt mod mere stabilitet i den tid, han har spillet fast hos os. Han har haft en utrolig topfart og hurtige fødder, som er på allerhøjeste internationale niveau, men der er også punkter i specielt defensiven, som han skal forbedre.«

»Men jeg ville da vente lidt, for nu kommer der en ny U21-årgang, hvor han formentlig ser ud til at få en masse spilletid, så jeg ville nok give det mere end halvandet år, hvis jeg var Riza,« slutter Thomas Frank om sin spiller, der flere gange er blevet kontaktet af det makedonske landshold på det sidste.

Landstræner Morten Olsen har kontraktudløb efter EM 2016.