Brøndbys anfører Johan Larsson undrer sig over Lyngby-træner David Nielsens udtalelse om, at han har et gensidigt had til Brøndbys fans.  

Lyngby-træner David Nielsen kom med en overraskende og ærlig kommentar om sit forhold til Brøndbys fans kort før de to klubbers kamp torsdag aften. En kamp, som Lyngby vandt 1-0.

David Nielsens kommentar om sit dårlige forhold til Brøndbys fans skete for rullende kameraer under et interview med TV3 Sport. Her sagde Lyngby-træneren følgende:

»Der er ingen tvivl om, at jeg er en af de mest hadede personer på Sydsiden og har været det gennem de seneste 20 år. Det er jo fint, men det vigtige er, at det også er gensidigt,« lød det fra David Nielsen.

Selvom David Nielsen er kendt for sin udadvendte facon, er det opsigtsvækkende, at en Superliga-træner udtaler sig så åbent om en modstanders fangruppe.

I Brøndby vækker David Nielsens udtalelse undren hos anfører Johan Larsson.

»Det er op til ham, hvis han vil sige det. Jeg tænker, det var et taktisk kort, hvor han ville flytte fokus mod sig selv og vores fans i stedet for, at folk skulle tale om kampen og Lyngby,« siger svenskeren og fortsætter:

»Jeg tror, det handler mere om det taktiske end om, at han hader Brøndbys fans. Det, synes jeg, er noget mærkeligt noget at sige. Når man er træner, synes jeg, man skal være mere sympatisk end sådan. Jeg tror, det kom mere fra hjertet end hovedet.«

BT har fredag været i kontakt med David Nielsen. Men han har ikke flere kommentarer til sagen.