I det netop offentliggjorte kvartalsregnskab meddeler Brøndby, at man nu gør op med den hidtidige aktiestruktur.

Brøndby har besluttet sig for at åbne op for indflydelse udefra. Klubben er nu klar til at give investorer mulighed for at påvirke beslutningerne.

Det fremgår af den netop udsendte delårsrapport for tredje kvartal 2012:

- A-aktionærerne i Brøndby IF har skriftligt accepteret, at de nuværende aktieklasser sammenlægges til én aktieklasse i forbindelse med gennemførelsen af den nu planlagte kapitaludvidelse.

Det betyder, at man ophæver de hidtidige aktieklasser, hvor udefrakommende indtil nu kun havde mulighed for at købe B-aktier, som reelt var uden for indflydelse. Det er meget radikal ændring på ejerforholdet i klubben.

Men som det fremgår klart af den udsendte pressemeddelse, er der er endnu ikke nogen enighed med Frank Buch-Andersen og de investorer, som han repræsenterer.

- I henhold til fondsbørsmeddelelse 16/2012 af 28. september 2012, har Brøndby IF været i forhandlinger med bl.a. Frank Buch-Andersen omkring mulighederne for en aktieemission garanteret af Frank Buch-Andersen og en række andre investorer. Disse forhandlinger samt forsøg på at sælge den del af Gildhøj Centret, som Brøndby IF fortsat ejer, har endnu ikke resulteret i en løsning der kan gennemføres.

- På denne baggrund, samt med baggrund i selskabets likviditetsmæssige situation, og for at styrke grundlaget for at have et Superligahold og en talentudvikling i toppen af dansk og nordisk fodbold, har bestyrelsen besluttet at arbejde for en større aktieemission, som søges gennemført i 1. kvartal 2013.

Det skal åbenbart forstås sådan, at Brøndby nu arbejder med en løsning, der involverer andre investorer end Frank Buch-gruppen.

Det fremgår af delårsrapporten, at der lige nu arbejdes på to fronter i Brøndby. Der skal både skaffes likvider her og nu, så man kan holde den daglige drift, der blandt andet inkluderer spillerlønninger, kørende. Men i løbet af den kommende måned forventer man også at kunne præsentere en strategi, der skal sikre fremtiden for klubben.

- Bestyrelsen arbejder fortsat på en række tiltag, der er nødvendige for at styrke den kortsigtede likviditet frem til gennemførslen af aktieemissionen.

- Bestyrelsen forventer at kunne præsentere strategien for de kommende år, 'Vision 2015', i løbet af december måned. Vision 2015 vil danne grundlaget for kapitaludvidelsen.