Han scorede sit sæson-mål nummer ni, og lagde dermed fundamentet til OB’s sejr på 2-0 over Superliga-bundholdet Esbjerg. Alligevel var fynboernes angriber, Anders K. Jacobsen, ikke helt tilfreds med sin indsats.

»Jeg føler, at jeg skulle have scoret yderligere på de par andre muligheder, jeg fik. Men desværre fik jeg i situationerne ikke sat kroppen ordentlig til bolden,« sagde han.

Med syv fuldtræffere efter vinterpausen er det dog indiskutabelt, at Anders K. Jacobsen i foråret har leveret varen.

»Mit efterår var skidt. Jeg kom til OB (fra AaB, red.) i en halvdårlig fysisk forfatning med rygproblemer. Men heldigvis er jeg blevet dem kvit efter en perfekt gennemført genoptræningsperiode,« sagde Anders K. Jacobsen.

Med sejren passerede fynboerne Randers FC i Superligaens pointtabel og er nu nummer seks.

»Den placering skal vi forsøge at fastholde. Lykkes missionen vil vi have indfriet klubbens målsætning om en midterplacering, og det skal vi på den korte bane være tilfreds med. Vi ligger i en position, hvor vi udmærket ved, at der er hold, der er bedre end os,« sagde Anders K. Jacobsen.

Humøret hos OB-stopperen Lasse Nielsen var også fint.

»Jeg synes, vi har fuld kontrol over kampens udvikling. Esbjerg-mandskabet får jo ikke lov til at tilspille sig de helt store scoringsmuligheder,« sagde Lasse Nielsen.

Hans kontrakt udløber til sommer, og da OB i næste sæson supplerer truppen med Kenneth Emil Petersen (AaB), Joao Pereira (Sønderjyske) og Jeppe Tverskov (Randers FC) er det ikke usandsynligt, at han er fortid i OB, når sidste turneringskamp er spillet om en måned.

»Det kan langt fra udelukkes, at det ender sådan. Men jeg har ikke i sinde at tage bekymringerne på forskud. Jeg nyder at spille i OB, og vælger at klø på,« sagde Lasse Nielsen.

OB’s sportsdirektør Jesper Hansen ønskede ikke at udtale sig om Lasse Nielsens fremtidsmuligheder i klubben.

»Vi har aftalt med både Lasse, Michael Tørnæs og Anders Thomsen, at vi i løbet af den nærmeste fremtid kommer med en fælles meldig om deres OB-fremtid. Her og nu kan jeg kun bekræfte, at vi efter sommerferien ikke længere har spillere som Azer Busuladzic og Mohammed Diarra på kontrakt,« sagde Jesper Hansen.

I Esbjerg-lejren var cheftræner Jonas Dal alt andet end tilfreds med sine troppers indsats.
»Boldomgangen var kke god nok. Målet før kampen var, at vi skulle skabe angrebsløb, der bed. Men det lykkedes slet ikke,« sagde Jonas Dal, der muligvis må undvære flere profiler i weekendens lokalopgør mod Sønderjyske.

»Vi har flere spillere skadet, og hertil kommer at både Daniel Stenderup, Bjørn Paulsen og Mohammed Fellah risikerer karantæne for de advarsler de modtog mod OB,« sagde Jonas Dal med et ansigtsudtryk, der indikerede, at han ikke synes, at situationen er optimal.

---

FAKTA: OB’s svingdør
Ledelsen i den fynske Superliga-klub er ved at have sin førsteholdstrup til næste sæson på plads. Sådan ser det ud lige nu:
AFGANG: Maksym Koval, Azer Busuladzic, Mohamed Diarra, Magnus Pedersen, Rasmus Falk (til FC København)
TILGANG: Kenneth Emil Petersen (fra AaB), Joao Pereira (fra Sønderjyske), Jeppe Tverskov (Randers FC)
SPØRGSMÅLSTEGN: Lasse Nielsen, Anders Thomsen, Michael Tørnes