Brøndbys hollandske forsvarsspiller tror på medaljer, selvom klubbens målsætning blot er at slutte i ligaens bedste halvdel.

Selvom Brøndbys ledelse - måske belært af tidligere tiders store resultatmæssige armbevægelser - ikke offentligt har medaljeambitioner, forholder det sig anderledes med klubbens største stjerne, Khalid Boulahrouz.

Hollænderen med et langt CV hos blandt andre Chelsea, HSV og Sporting Lissabon vil vinde alle kampe, han deltager i - og dermed også mesterskabet, siger han.

- Jeg går altid efter at nå så højt som muligt. Det er ikke for at gøre folk nervøse, men det højeste mål, man kan nå, er, at vinde mesterskabet. Jeg mener, at det er normalt at stile efter det mål, fordi du som spiller vil vinde alle kampe. Gør du det, jamen så bliver du nummer et, fortæller Khalid Boulahrouz til bt.dk.

Han erkender dog samtidigt, at Brøndby efter sidste års rædselssæson først skal rigtigt på fode igen, før ambitionerne om mesterskabet slippes løs.

- Jeg ved godt, hvad klubben kom fra i seneste sæson, og at de nu forsøger at bygge op og udvikle. Vi forsøger nu at tage store skridt i processen, men nogle gange må man kæmpe lidt mere for det. Men jeg synes, vi gør det godt, siger Khalid Boulahrouz.

Hollænderen ser, trods klubben mål om 'blot' at slutte i top seks, medalje-potentiale i Brøndby-truppen.

- Jeg mener, vi er gode nok. Vi skal arbejde meget hårdt og koncentreret. Vi skal især være klar over, hvad det vil sige at være professionel fodboldspiller. Vi skal leve for resultaterne både på og uden for banen. Det skal være hele døgnet rundt, Khalid Boulahrouz.