Startopstillingerne til søndag aftens Superliga-topbrag i Aalborg mellem AaB og Brøndby er offentliggjort. En smule overraskende er Khalid Boulahrouz med hos Brøndby.
 
Således har træner Thomas Frank foretrukket den hollandske forsvarsspiller, der ikke har spillet Superliga-fodbold, siden han udgik med en skade mod Randers 2. marts, fremfor Dario Dumic.

Hos AaB er midtbanestyrmanden Rasmus Würtz karantæneramt. Ganske som ventet er Thomas Augustinussen med fra start i stedet.

AaBs træner Kent Nielsen ser frem til kampen.

- Vi glæder os til en stor kamp foran vores hjemmepublikum mod en modstander, der blandt andet med tre 1-0-sejre indtil videre har haft et fint forår. Brøndby har både hurtighed og fysik, ligesom man i Thomas Kahlenberg har en playmaker, der har beriget Superligaen med sin tilbagekomst, siger han og tilføjer:

- I forhold til vores opgør i lørdags mod FC Midtjylland skal vi steppe op defensivt, mens vi i boldbesiddelse skal have endnu mere præcision og fart i de ting, vi laver. Vi går dog ind til Brøndby-kampen med selvtillid, som også er blevet forstærket af vores kvalifikation til pokalfinalen. Vi har stor tro på egne evner, men er også ydmyge og har den nødvendige respekt for vores modstander.

AaB vil med sejr kunne spille sig fire point foran FC Midtjylland på andenpladsen. Til gengæld vil et nederlag betyde, at Brøndby pludselig er med i mesterskabskampen.