Sønderjyske-træner Lars Søndergaard havde overskud til at joke med sin bortvisning efter sejren mod AC Horsens.

Sønderjyske vandt 3-1 ude over AC Horsens, selvom Haderslev-mandskabet måtte klare sig uden cheftræner Lars Søndergaard i de sidste tyve minutter.

Da AC Horsens reducerede til 1-2, blev han smidt op på tribunen.

- Jeg skubber til stolen, jeg sidder på, så den ryger bagud. Jeg ved ikke rigtigt, hvem det skulle være til fare for, men det kostede altså en bortvisning, sagde Lars Søndergaard efter kampen til TV2 Sport.

- Men I medier kan jo godt lide underholdning, så den syntes jeg lige, at jeg ville bidrage til. Man ser også meget bedre deroppe fra end nede fra bænken, hyggede han sig.

Mere alvorligt sagde han, at sejren var meget vigtig efter syv kampe forinden, der kun havde givet en sejr og seks nederlag.

- Det var psykologisk vigtigt at få den sejr, som jeg synes, vi har tilstræbt længe. Det var vigtigt at få stoppet den negative serie, og jeg synes også, vi har haft spillet til det, men modstanderne har desværre lavet flere mål end os i de andre kampe. Der er gået for mange mål ind på os, men det fik vi sat en stopper for i dag, sagde Lars Søndergaard.