To unge knægte kommer til at spille en enorm vigtig rolle onsdag aften, når Brøndby tager imod ærkerivalerne fra FC København i pokalturneringens ene kvart-finale. Sporten.dk har sammen med Per Frimann haft Simon Makienok og Andreas Cornelius under luppen. Se bedømmelserne her.

Det bliver rivalernes tredje møde på tre måneder, når de i aften står ansigt til ansigt på Brøndby Stadion. I front for hvert hold står en ung knægt med en målnæse, der meget vel kan blive en afgørende faktor.

Simon Makienok og Andreas Cornelius er deres navne, hvis nogen skulle være i tvivl. Begge har de bidraget flittigt til deres respektive holds målhøst i år. Begge spiller de en vigtig rolle i det offensive spil. Begge er de blandt landets største angrebstalenter.

I Brøndby er man ubesejret i de seneste tre Superliga-kampe, hvor man med to runder til vinterpausen vil gøre alt for at kravle over nedrykningsstregen. En stor del af æren for den nuværende stime skal tilskrives Simon Makienok. Fire mål står han noteret for i de seneste tre kampe, hvilket bidrager væsentlig til den totale målhøst i denne sæson fra hans fødder, der lyder på 8 mål i 17 kampe.

I FCK-lejren har man igen fået gang i sin målscorings-maskine og topscorer, Andreas Cornelius, der gennem oktober led under en tørkeperiode. Seneste lavede han to mål mod Sønderjyske i weekenden, hvilket bringer ham op på en imponerende sæsontotal af 12 mål i 18 kampe.

Sporten.dk har i samarbejde med fodbold-ekspert og kommentator, Per Frimann, lavet en kort analyse af de to angriberes nuværende færdigheder foran kassen.

Per Frimann om Makienoks færdigheder foran mål

TEKNIK

- Simons teknik er ikke så finslebet på grund af hans store bevægelser. Simon er også noget højere end Cornelius, mener jeg. Hans teknik er ikke på et internationalt niveau, men til gengæld er den funktionel. Ligesom det mål han laver for nylig (mod Horsens, red.), hvor han får kæmpet bolden til sig og trukket den til sig og sparker den ind med venstre. Men det fin-motoriske i teknikken, dér er han ikke ligeså god som Cornelius.
Karakter:
6/10


HOVEDSPIL
- Simon har et fantastisk overblik, som vi så det, da han lagde op til Rommedahls mål. Og han er frygtløs, hvilket også er en vigtig ting hos en spiller af den støbning. Generelt er jeg meget imponeret af de to spilleres hovedspil.
Karakter:
9/10

MÅLNÆSE
- Når man ser Simons scoring mod Silkeborg, så viser han også en utroligt stærk evne til at komme først på bolde, der er svære at komme ind til, og hvor han så bare flugter den ind. Det var en god blanding af teknik og fysik. Desuden er det lidt svært at vurdere, da Brøndby bruger ham anderledes end Cornelius bliver brugt på i FCK.
Karakter: 8/10

FYSIK
- Simon er større og fylder på en eller anden måde mere og er utroligt stærk i benene. Det er de i øvrigt begge to. Simon har bare de her ekstra kilo og er derfor sværere at flytte rundt med. På det mentale plan er Simons styrke, at han, selvom han er én af de yngste i truppen, føler, at det er ham, der skal afgøre det. Det er som om, at han har taget ansvaret på sig og prøver på at vende Brøndby alene.
Karakter: 9/10

Per Frimann om Cornelius' færdigheder foran mål

TEKNIK
- Hans teknik er på et højt niveau, når vi snakker den brugbare teknik, altså dét at lægge bolden til rette til venstrebenet og få afsluttet. Sparke-teknisk er han rigtig god. Det løfter det tekniske niveau hos ham. På førsteberøringerne har han stadig noget at arbejde med. Både når han får bolden i medløb, og når han har en mand i ryggen. Teknisk er han én af de bedre angribere i Superligaen, men der er selvfølgelig meget at arbejde på.
Karakter:
7/10

HOVEDSPIL
- Hovedspillet er rigtig godt hos begge to, og de ligger ret tæt på hinanden. Det, der gør forskellen, er timingen. Jeg synes, at Cornelius’ timing af indløb er fantastisk. Selvom de begge får et 9-tal, så har Cornelius en lille fordel, fordi han er hurtigere i de løb.
Karakter:
9/10

MÅLNÆSE
- Igen har jeg en lille fordel til Cornelius. Han har en næsten en forfinet fornemmelse for at løbe til boldene og komme rigtigt til dem, og derudover at holde sin modstander, være tæt på sin modstander og så komme fri af ham. Helt grundlæggende er Cornelius’ fodarbejde bare bedre end Simon Makienoks.
Karakter:
9/10

FYSIK
- De er begge store i kropsbygningen og gode til at gøre brug af den. Cornelius er dog mere bevægelig og hurtig på fødderne. De er begge to mentalt stærke, hvilket er rigtig vigtigt. Cornelius viste, at det ikke gik ham på i den periode, hvor han ikke scorede.
Karakter:
8/10