Esbjergs bestyrelsesformand, Kristoffer Jarl Kristensen, lægger i dag i BT ikke bånd på sig selv, når det kommer til kritikken af Ryan Johnson Laursen, som vestjyderne for nyligt solgte til OB.

Formanden sammenlignede spilleren med en defekt Mercedes, der ikke kan repareres.

»Når de står funklende nye, og de spiller, så er de meget værd, men når de står ude og falmer og er møgbelortede, så er de ikke så meget værd,« lyder det fra Kristoffer Jarl Kristensen.

Den formulering har sandsynligvis udløst undren i højrebackens nye klub, OB. Fynboerne var ihvertfald ikke længe om at give Esbjerg-bossen svar på tiltale.

»Her skal spillere helst blive beskidte. Og kan de ikke køre, justerer vi tænding og reparerer motor,« skriver OB på klubbens Twitter-profil.

Det var generelt en grim afsked, som Ryan Johnson Laursen fik taget med Esbjerg, hvor den 24-årige dansk-amerikaner har spillet siden 2013. Esbjergs hollandske sportsdirektør, Ted van Leeuwen, udtalte til bold.dk, at det ikke kun var skader, der har holdt spilleren fra grønsværen:

«Ryan har heller ikke været så motiveret, som han kunne have været, og i en bundkamp i Superligaen er vi nødt til at prioritere motiverede spillere.«

Over for BT afviste Ryan Johnson Laursen anklagen:

»Det er jo hans mening. Hvis det er det, han har set og følt, må jeg jo gøre alt for at modbevise ham og dem, som føler, jeg ikke har været motiveret.«